Studerende fra Produktudvikling & Teknisk Integration har skabt værket Love Train til Copenhagen Light Festival. Et værk der hylder byen, og hvor alle færdighederne fra undervisningen har været i spil.

Kunst er måske ikke det første, man tænker på, i forhold til top up-uddannelsen Produktudvikling & Teknisk Integration, men det giver faktisk rigtig god mening - netop i forhold til kunst, fortæller studerende Samuel Pugh:

”Jeg er meget designinteresseret og har derfor et fokus på det æstetiske, men netop hvis du har det fokus, er det vigtigt, at du får det tekniske og produktionen på plads som det første. Du kan være enormt god til at formgive, men når du så står og skal eksekvere, er du nødt til at trække eksterne ressourcer ind, eller måske endda opgive, hvis du ikke har den nødvendige viden om selve produktionen.”

Hylder verdens mindste metropol

Skærmbillede 2023 02 09 kl. 14.57.04Love Train er en hyldest til byens lys, urban kunst og behovet for kærlighed i en kold og mørk tid. Det er en interaktiv installation inspireret af blandt andet Københavns ikoniske neonskilte.

De fem studerende bag Love Train har bogstaveligt talt taget udgangspunkt i byen og dens eksisterende kanvas. Togvognen stod allerede på Islands Brygge, og bogstaverne der udgør titlen er skrevet i en font, der mimer byens graffiti.

”Vi har valgt at komplimentere den eksisterende udsmykning. Graffiti er en udtryksform som allerede er i bybilledet, så vores ide var at trække det eksisterende ind i en lyskontekst.”

Bogstaverne, der staver Love Train, er udført i plexiglas, som bliver oplyst både indefra og udefra. På den anden side af togvognen har gruppen skabt en hjerterytme, som den man kender fra hospitalernes overvågning, og som illuderer byens puls.

Det er med andre ord to forskellige installationer, man oplever alt afhængig af, om man ser den fra havnefronten eller bryggen.

Fra kunstnerisk vision til praktisk eksekvering

Lysfestivalen og udvikling af lysinstallationer giver rigtig god mening som praktisk legeplads i forhold til at øve det, de studerende lærer i undervisningen såsom informationsindsamling, fysisk prototyping, materialevalg og elektronik.

Skærmbillede 2023 02 09 kl. 14.50.28”Det har været en super spændende oplevelse at gå fra en kunstnerisk vision til praktisk eksekvering, at være både designer og udvikler i en meget intuitivt og en iterativ proces med tegninger og skitser frem og tilbage. Kontra de opgaver der har et fast defineret mål eller løsning,” siger Sanah Qureshi og uddyber:

”Normalt arbejder vi med produktudvikling i en struktureret løsning på et praktisk problem – om det så er udvikling af et helt nyt produkt, videreudvikling af et eksisterende, analysearbejde eller forbedring ud fra nye eller skærpede krav.”  

For de fleste i gruppen var det at arbejde med lys også helt nyt, men ikke Samuel:

”Jeg er bidt af en gal lampe, og har også selv bygget lamper til private hjem. Flere af de tekniske komponenter er de samme, men der er stadig forskel på at lave en lampe og en lysinstallation.”  

Samarbejde på tværs af fagligheder

Gruppens medlemmer består af tre Produktionsteknologer, herunder Sanah og Samuel, og to Automationsteknologer, som nu alle fem studerer overbygningen i Produktudvikling & Teknisk Integration. Og de forskellige kompetencer havde klare fordele:

”I forhold til selve eksekveringen af værket opstod der en naturlig arbejdsfordeling, hvor automationsteknologerne tog sig af det, der skulle kodes og hvor vi andre havde en større indsigt i fremstilling og produktion.  

Vi har lært enormt meget om kommunikation og samarbejde på tværs - både internt, men også eksternt i forhold til for eksempel festivalen og Københavns Kommune. Det har givet en masse erfaring, og vi er fem mennesker, som har formået at samarbejde om at opnå et udtryk vi alle er enormt stolt af.”

Samuel drømmer om at fortsætte lysrejsen både i form af lamper og lys mere generelt:

Skærmbillede 2023 02 09 kl. 14.52.17”I vores seneste projekt arbejdede vi med Region Hovedstaden og deres nye Center for Health and Innovation, hvor mit fokus var på døgnrytmelys -det behøver ikke være kunstnerisk. Men jeg vil gerne starte virksomhed – der er også lidt en entreprenør i mig.”

For Sanah er det vigtigste, at hun kan udvikle og arbejde med innovation:

”Jeg har et behov for at være udvikler og skabe designs, som hjælper andre. I øjeblikket er jeg temmelig sundhedsfokuseret, men det kunne være hvad som helst, så længe jeg kan ny-udvikle.”

LOVE TRAIN er skabt af:

Susanne Grølsted, Lasse Borg, Sanah Qureshi, Anders Mandrup, Samuel Pugh

Og kan opleves her: Islands Brygge 33-2

Copenhagen Light Festival er en årligt tilbagevendende festival for lys, der transformerer det stille og kolde vintermørke til en særlig fejring af lyskunst, lysdesign og lysende oplevelser midt i København.  

I løbet af tre uger i februar præsenterer festivalen et bredt udvalg af lysbaserede værker – heriblandt skulptur, installation, projektion, event og belysning skabt af både etablerede og spirende lysdesignere, lyskunstnere, studerende og organisationer, 

Med et skræddersyet lysprogram kvalificeret af et kuratorisk udvalg,iscenesættes, fremhæves og fortolkes byens forskellige rum, pladser, bygninger, broer og skjulte steder på en ny og spændende måde. 

Hovedparten af værkerne er samlet langs en rute i indre by, mens enkelte værker befinder sig i områder udenfor centrum. Festivalen viser desuden en række events, som finder sted enten i byrummet eller indendørs. 

Festivalen inviterer internationale og lokale publikum i alle aldre til at gå op opdagelse i byen i den mørkeste og måske også koldeste måned på året.