Fiskeskind behandlet i urin, bløde sneakers i træ og surfertøj lavet af genbrugt fiskenet. Det var bare nogle af de ideer, der imponerede NIKE ved åbningen af udstillingen 'Moving into the future – NIKE + KEA collaboration', som netop er åbnet.

I syv uger har NIKE og studerende på Sustainable Fashion samt Material Design Lab på KEA arbejdet sammen om at udvikle bæredygtigt tøj, tilbehør og sko til fremtidens NIKE-kunder. De studerende har udviklet nye bæredygtige materialer og arbejdet med genbrug og upcycling af affald og kasserede produkter for at innovere sports- og fritidstøj.

Og det er der kommet nogle ret imponerende produkter ud af.

“Fantastisk tænkt og utroligt insigtsfuldt,” sagde Angela Snow, Vice President of Design, culture and community hos NIKE, der sammen med fire kollegaer herunder Molly Conroy, Engagement Director, Sustainable Business and Innovation, var taget fra NIKE's hovedkvarter i Beaverton, Oregon til KEA Guldbergsgade for at overvære de studerendes præsentationer..

“De studerendes tankeprocesser er meget sofistikerede og avancerede for studerende – de udviser en intens kombination af kunst og ingeniørvidenskab, som skaber kreative og bæredygtige løsninger, samtidig med at de angriber hvert emne med en problemløsnings-mentalitet, som fra et design- og NIKE-perspektiv er noget, vi tænker på hele tiden,” siger Angela Snow.

Som en af de studerende sagde, så er ”affald et materiale, vi producerer meget hurtigt.” Og NIKE var imponerede over de studerendes ’trial and error’ tilgang, der ledte dem til overraskende ideer og resultater.

Fx hvordan en af de studerende havde fundet ud af, at det fungerede mindst ligeså godt at rense fiskeskind i urin som med vand, så hvorfor ikke genbruge denne ressource fremfor at spilde rent vand?

”Niveauet af dyb research og en besættelse af, hvordan vi kan passe på vores ressourcer, var det, der overraskede mest ved de studerendes arbejde,” siger Angela Snow.

Hun var ligesom resten af holdet fra NIKE meget imponeret over de studerendes materialeforståelse og innovationsevne, ligesom det betød meget for dem, at de studerende var så skarpe på koncept og storytelling, og at mange faktisk også havde medtænkt, hvordan produktet kunne markedsføres.

”Er det virkelig kun deres andet projekt? Det er ekstraordinært flot!”

Og NIKE tror bestemt, de kan bruge eller sample fra de studerendes ideer:

”Koncepterne skal selvfølgelig arbejdes igennem, men ideerne – og KEA – i øvrigt er helt på linje med os. KEA og NIKE deler de samme værdier og tilgang til bæredygtighed,” siger Angela Snow.

Det programchef på KEA Design, Mette Harrestrup, hæftede sig mest ved, var, at  NIKE-folkene sagde, at de ikke havde set så højt niveau hos studerende før.

”Jeg var simpelthen så stolt. Det er nogle exceptionelt dygtige studerende, undervisere og forskere, vi har på KEA. Den måde de studerende tænkte bæredygtighed gennem ikke bare nye materialer, men også holistiske metoder, markedsføring, funktion, form, æstetik, vedligehold og branding var meget imponerende. Det var i sandhed fra viden til produkt. De studerende havde lavet færdige prototyper - man kunne rent faktisk prøve skoene. Det er altså imponerende,” siger Mette Harrestrup.

NIKE-folkene inviterede KEA til at besøge dem i Beaverton, hvor der er intet mindre end 700 designere ansat.

”Vi håber på et større samarbejde ikke mindst i form af praktik til de studerende, men det kunne også være i forhold til en dansk virksomhed og deres affald, som kunne blive til en KEA-NIKE kollaboration. Det er helt rigtigt for KEA at have materialer som en af de store drivere og tilgang til design, hvad end det er sko, bygninger eller tøj. Vi kombinerer teknologi og materialer med æstetisk smukt design,” siger Mette Harrestrup.

Du kan se udstillingen af de studerendes produkter i biblioteket lige ved indgangen til Material Connexion på 1. Sal på KEA Guldbergsgade 29 N.

Der er åbent alle hverdage fra kl.9-15


Der er blandt andet en kollektion af yogatøj i hvid GOTS-certificeret bomuld, som kommer med et Do-it-yourself farvekit af naturlig farve fra blandt andet rødløg og kål – sidstnævnte ændrer i øvrigt nuance alt efter ph-værdien i dit vand, som kan skifte meget fra land til land. Og nej, det lugter ikke, men du kan til gengæld ændre farven på dit tøj, når du bliver træt af den gamle i stedet for at smide ud og købe nyt.

Du kan også se den sneaker, som udelukkende er lavet af træaffald fra en lokaltømrer, uden brug af vand, farvet med kul og sammensat af kemifri knogle-lim, hvilket betyder, at du kan smide den direkte i komposten uden problemer, når du er blevet træt af den.