Virksomhederne Suztain, Barbara I Gongini og Thorsbrenner er vidt forskellige, men arbejder alle med bæredygtighed, og så havde de nogle udfordringer, som studerende på Brand Design i dén grad kunne hjælpe med at løse.

”De studerende er sindssygt dygtige. Det er næsten pinligt, så tydeligt det var for dem, hvilke udfordringer jeg står med - også dem jeg ikke selv kunne sætte fingeren på - og hvor nemt det var for dem at se en løsning. De forstod mit brand, mine udfordringer og samtidig de restriktioner, der er,” siger Michelle Thorsbrenner, som har grundlagt Thorsbrenner, der blandt andet producerer pusletasker.

Ligesom hvis det havde været et regulært bureau-samarbejde præsenterede de tre virksomheder deres respektive udfordringer for de studerende, som derefter gik i gang med at udvikle en brandstrategi samt visuel og verbal identitet.

Gruppe 4 havde skabt et nyt logo, ny typografi og taglinen “I created products that will help parents get out the door and explore” som en del af manifestoet “We each have our own types of family, but all of us have something in common: we love to spend time together and go on everyday adventures”. Og så opfordrede de til også at skifte navn.

Skærmbillede 2019 11 26 kl. 22.17.32

De studerendes analyse viste nemlig, at målgruppen havde svært ved at udtale Thorsbrenner og associerede det med fancy mode. Gruppen foreslog derfor Michelle at skifte navn til Thorsbear, som giver associationer til natur, sjov og hygge.

Og de studerendes input imponerede. Michelle Thorbrenner kommer ”absolut” til at bruge deres arbejde:

”Samtlige grupper overraskede mig med en eller flere indsigter, jeg enten ikke selv var kommet frem til, eller som de havde formuleret bedre end mig. De bidrog til min forståelse af brandet og gjorde mig bedre rustet til at gå ud i verden og give den gas.”

Under præsentationerne var det tydeligt, at virksomhederne følte sig forstået og kunne identificere sig med det, de studerende have udviklet:

”Branding handler om at udtrykke menneskelige værdier og følelser, og det må man sige de studerende har forstået. Det er en rebranding, de studerende har lavet, og det kræver empati, indsigt og mod at forandre et brands position. Det er jo ægte ’kød og blod’ vi forandrer, så det er en udfordrende brand design opgave. Men de studerende udviklede strategier og identiteter, der meget præcist ramte brandets personlighed, både visuel og verbalt,” siger Nanna Kanneworff underviser på Design & Business, Brand Design.

Det gjaldt også hos Barbara I Gongini som især var begejstrede for Gruppe 1’s arbejde med blandt andet nyt logo, font og ikoner og en tagline, der var spot on ”We do not follow. We Challenge”:

 ”Interesting, clever, clear and concise,” lød skudsmålet fra det danske modebrand.