Vinderen af Nordic Entrepreneurship Hubs logokonkurrence er fundet. Det blev John Alfred Luarca fra KEA – og han er på mange måder sigende for det store projekt, der skal skabe flere succesfulde studenteriværksættere.

Mange ville sikkert per automatik lægge opgaven med at skabe logo og visuel identitet i hænderne på et etableret bureau. Men fordi Nordic Entrepreneurship Hub netop handler om studerende på tværs af grænser i Ørestadsregionen, gav det mening at udskrive logo-konkurrencen blandt de studerende på Lunds universitet, DTU og KEA. 

Og vinderen blev John Alfred Luarca, der læser Multimediedesign på KEA:

”Første gang jeg hørte om konkurrencen, var der straks en form og en tydelig visuel identitet i mit hoved. Ved at bruge negative rum holdt sammen af ​​solide stærke linjer er de første bogstaver i hvert ord af navnet Nordic Entrepreneurship Hubs tydelige for bevidstheden. N’et og H’et i logoet er forankret ved E’et i toppen, hvilket betyder, at rummene imellem de faste elementer bliver en organisk del af hele logoet, og på den måde symboliserer organisationens åbenhed  for nye ideer og koncepter. På et abstrakt plan kan logoet også ligne en pære og endda en skrue, hvilket er hvad organisationen står for - at antænde en idé, og sikre at rammerne understøtter den.”

38 studerende deltog i konkurrencen, og især mange internationale studerende havde indsendt forslag. Det gælder også vinderen, og den meget tætte 2. plads fra Ignacy Radtke.

”Det bliver interessant at se, om de skandinaviske studenteriværksættere også vil være lidt mere tilbageholdende, når det kommer til deltagelse i projektet. Der er nemlig en tendens til, at der er flere iværksættere blandt folk med udenlandsk/indvandrer baggrund,” siger projektleder Lotta Salling.

Og refererer til en af de ting projektet skal undersøge, nemlig hvorfor en højere andel af personer med udenlandsk/indvandrer baggrund bliver iværksættere i Danmark og Sverige, og om svarene herpå kan bruges til at skabe endnu flere iværksættere uanset baggrund.

Med udgangspunkt i svenske og danske erfaringer er KEA, DTU og Lunds Universitet gået sammen i Nordic Entrepreneurship Hubs, et treårigt projekt der skal skabe flere succesfulde unge iværksættere - med stærke faglige og tekniske baggrunde, der arbejder på tværs af Øresundsregionen. 

”Vi skal finde ud af, hvordan vi bedst lærer af hinanden, og hvordan vi kan skabe iværksætteri på tværs af institutioner og landegrænser og måske få flere fordelagtige synergier,” siger projektleder Lotta Salling.

Udover John Alfred Luarca og Ignacy Radtke udgøres top fem i tilfældig rækkefølge: Lukáš Cibula, Louise Linder, og Peter Kocur.

Projektet er co-finansieret af den regionale udviklingsfond Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak.  

Læs mere om Nordic Entrepreneurship Hub her