170 studerende har brugt FN’s udviklingsprograms Accelerator toolbox til at udvikle nye bæredygtige forretningsmodeller til en valgfri virksomhed – løsninger der både gør en stor forskel i verden, og har stor forretningsmæssig værdi for virksomheden.

Hvert år produceres der 20 milliarder nye LEGO-dele. De er lavet af ABS plast, som er lavet af olie, og så tager det 1.300 år at nedbryde en LEGO-klods - til mikroplast vel at mærke. Derfor har LEGO som mål, at alle deres klodser skal være lavet af sukkerrør i 2030.

Men det betyder lavere holdbarhed på klodserne og samtidig kræver sukkerrørsproduktionen enorme miljømæssige ressourcer og en risiko for mangel på fødevarer, fordi sukkerrørene optager landbrugsjord.

Gruppe 13 har derfor foreslået en helt anden løsning, nemlig en cirkulær abonnementsordning, hvor man betaler et beløb og derefter modtager fire LEGO-sæt om året. Når det nye sæt ankommer, returnerer man det gamle til genbrug. Hvis man gerne vil beholde det gamle, kan man købe det med 30 procents rabat. En løsning der både vil nedbringe produktionen af klodser markant og øge LEGOS indtjening.

”Løsningen spiller meget godt ind i tendensen ’what is mine, is yours’. Gruppen havde mange gode indsigter og vinkler, og kunne italesætte fordelene for LEGO - både forretningsmæssigt og impact-mæssigt. Det var klasse!” siger Damun Mostofi, der som tidligere konsulent i UNDP har været med til at udrulle innovationsprogrammet SDG Accelerator for SMV’er med den tilhørende toolbox og efterfølgende har arbejdet som bæredygtighedsrådgiver for en række virksomheder.

Skærmbillede 2021 06 01 kl. 10.33.16

Han overværede de studerendes præsentationer og gav dem feedback.

”Jeg oplevede mange gode løsninger, og det var tydeligt, at de studerende havde forstået, at for at sikre sig vedvarende impact, må løsningen også være forretningsmæssigt levedygtig. Generelt var de løsninger, jeg blev præsenteret for, af høj kvalitet, og de studerende var gode til at kommunikere deres idéer. Jeg sad tilbage med en misundelse på de studerende og deres arbejde - muligheden for at sidde med andre mennesker og tænke store kreative tanker på nogle af verdens største udfordringer og behov er virkelig en motiverende og opløftende følelse. Det oser af passion og drive til at forandre ting til det bedre, så jeg er alt i alt fornøjet med deres arbejde. Og fra min stol var det inspirerende.”

Skærmbillede 2021 05 27 kl. 12.06.43Gruppe C3 havde taget udgangspunkt i det faktum, at mindst 70.000 kvinder hvert år udsættes for psykisk vold fra deres partner, 38.000 udsættes for fysisk vold og flere end 30.000 børn er vidne til vold i hjemmet

Kampagnen ’Bløder du også? skal sætte fokus på at turde tale om og stå frem med partnervold. ’Sammen skal vi hjælpe hinanden og sikre, at ingen bløder mere end de behøver.’

Kampagnen er tænkt som et samarbejde med Organicup, så når man køber en menstruationskop, donerer man automatisk penge til Danner og deres arbejde med at hjælpe voldsramte kvinder.

Organicup er i øvrigt en langtidsholdbar menstruationsløsning, der sparer miljøet for mange ressourcer og er sundere og langt billigere for kvinden.

Skærmbillede 2021 05 31 kl. 08.11.27De 170 studerende arbejdede i grupper, og der var mange gode løsninger, fx at møbelvirksomheden Skagerak kan bruge resterne fra deres møbelproduktion til at lave insekthoteller, der kan være med til at øge biodiversiteten. Kaffegrums fra Coffee Collective kan omdannes til kopper og Jakartas enorme mængder plastikaffald kan presses og omdannes til giga size legoklodser, som kan bruges til at bygge skoler med i stedet for at ende i havet.

Toolboxen er en del af innovationprogrammet SDG Accelerator for SMV’er udviklet af UNDP’s Nordiske kontor i København, og har til formål at accelerere små og mellemstore virksomheders arbejde med at udvikle nye produkter, tjenester og forretningsmodeller med signifikant impact på Verdensmålene. Den er således ikke udviklet til studerende, men til SMV’er. Men nu blev værktøjskassen afprøvet på et hold Design & Business-studerende på KEA.

”Det, vi har hørt fra de studerende, er, at nogle af værktøjerne har virket rigtig godt, og andre knap så godt. Nu vil vi se på, hvordan vi kan tilpasse værktøjerne og metoderne til et uddannelsesforløb, som giver mening for de studerende og for Verdensmålene – og vi vil undersøge, om vi kan gøre det i et bredere samarbejde med KEA og andre erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner,” siger Stine Kirstein Junge, der er global leder af UNDP’s SDG Accelerator for SMV’er og rådgiver for den private sektor ift. bæredygtig udvikling og Verdensmålene.

Verdensmålene kan ses som et katalog over verdens mest presserende udfordringer og dermed også et katalog over verdens største behov for bæredygtige løsninger. Den private sektor kan levere disse løsninger, og flere og flere virksomheder begynder også at se Verdensmålene som en løftestang for innovation og styrket konkurrenceevne nationalt og globalt.

”Vi sætter kæmpe pris på, at KEA har taget vores toolbox ind og brugt den i et forløb, hvor unge studerende kan stifte bekendtskab med vores metoder og værktøjer til at skabe bæredygtig forretningsudvikling. De kommer jo ud i samfundet og det private erhvervsliv enten som ansatte eller selvstændige og kan bidrage til at udvikle og skabe bæredygtige løsninger og være endnu mere operationelle på den her dagsorden,” siger Stine Kierstein Junge.