Forestil dig, at du er indlagt på Rigshospitalet. Du keder dig og er måske også ensom. Forestil dig så, at du kan komme på Statens Museum for Kunst og se den nyeste udstilling – og dele oplevelsen med et andet menneske. Mens du ligger i din hospitalsseng.

App’en ’Hånd i hånd’ fungerer på den måde, at gæster på SMK og patienter på Rigshospitalet kan blive koblet sammen online og en videosamtale kan begynde.

Kunsten på SMK bliver udgangspunktet for samtalen, og der kan deles meninger, følelser, viden og måske endda livshistorier.

Forslaget kommer fra en gruppe KEA-studerende og blev udviklet under KEAweek. Og forslaget har i dén grad begejstret Statens Museum for Kunst, der netop var på udkig efter nye ideer til, hvordan kunsten kunne nå ud til befolkningen udenfor museets mure:

”Det, som begejstrede os mest ved løsningen, var dens enkelhed og den store grad af næstekærlighed. Det er på en gang både en løsning, som er nytænkende og udfordrer museets traditionelle opfattelse af, hvordan vores besøgende bruger kunsten, og hvordan kunsten kan skabe samtale og nærhed mennesker imellem. 

Det er samtidigt et projekt, som økonomisk og praktisk er realistisk, og hvor de studerende har sat sig grundigt ind i både museets og rigshospitalets problemstillinger og har evnet at finde en ret genial løsning,” siger Louise Springborg, interaktions designer på Statens Museum for Kunst.

Hvad er næste skridt?

”Vi kunne virkelig godt tænke os at føre dette projekt ud i virkeligheden her på SMK.

De studerende har gjort et kæmpe researche-og feltarbejde. Lige nu er vi ved at undersøge mulighederne og se om der er nogle fonde, der kunne være interesseret i at støtte et sådan projekt, derudover er vi også ved at finde ud af, hvordan de studerende kan være med i det videre forløb og få den anerkendelse, de fortjener for deres flotte præsentation.”

Også de studerende er begejstrede for arbejdet med SMK:

”Forløbet var spændende og det var sjovt at prøve at idéudvikle så intensivt i nogle få dage. Vi brainstormede på livet løs, og da idéen endelig kom, gav meget af det efterfølgende sig selv. Vi kom også med idéer til, hvordan for eksempel brugerfladen skulle se ud, og hvilke funktioner der skulle være og ikke skulle være. Det var vigtigt for os, at konceptet i app'en var enkelt og ligetil, da vi gerne ville nå ud til så bred en målgruppe som muligt. Derfor er der for eksempel ikke mulighed for at ’friende’ andre igennem app'en, da oplevelsen skal være situationsbaseret, og der skal være fokus på nu og her,” forklarer Sophie-Amalie Rannje og fortsætter:

”Det skal altså som udgangspunkt  ikke være et socialt medie på samme måde som som Facebook, Instagram, Twitter osv., men være en portal for mennesker, der vil dele deres glæde ved kunst eller bare gerne vil snakke og møde nye mennesker.” 

Forløbet under KEAweek blev kickstartet på SMK med en præsentation af Louise Springborg samt kunstformidler Mette Houlber.

HVORDAN KAN SMK´S SAMLING BLIVE EN DEL AF DE OFFENLIGE RUM OG BLIVE KATALYSATOR FOR BETYDNINGSFULDE SAMTALER I DANSKERNES LIV? 

Sådan lød opgaven. Herefter fik de en gennemgang af metoden Design Thinking og til slut blev de studerende delt i tværfaglige grupper, som de under hele forløbet har arbejdet i.

Vindergruppen som Louise Springborg fra SMK meget gerne vil arbejde videre med har fokus på Rigshospitalet og langtidsindlagte patienter - det sociale aspekt var en vigtig del af deres løsning.

Patienter på Rigshospitalet skal gennem en app kunne få kontakt med besøgende på museet, som digitalt kan guide dem rundt i udstillingerne på SMK.