Maskinmester Kurt Hansen er årets vinder af Den Gyldne Termostat. Prisen er indstiftet af forsyningsselskabet HOFOR og gives til en person, der har gjort en ekstraordinær indsats i arbejdet med intelligent energistyring og energibesparelser.

”Jeg er simpelthen så glad for, at det er dig, der vinder Kurt. For du har sparet KEA for imponerende 180.000 kroner og lavet et imponerende stykke arbejde.” Sådan sagde Koncernkundechef hos HOFOR, Gorm Elikofer i sin tale til Kurt Hansen, der blev overrasket med bobler, blomster og bifald fra kolleger og chefer på KEA.

IMG 7509Den store prisuddeling blev aflyst, men lige inden Danmark lukkede ned, rykkede et hold af HOFOR-folk ud til KEA og overraskede Kurt med den ærefulde titel som årets energihelt 2020.

"Du er visionær og tænker i forbedringer og nye tiltag hver dag. Den iver og lyst til at skabe forandring kendertegner en sand ildsjæl. Du vinder for både de bedrifter, der er opnået, men også for din virkelyst til at tænke i nye baner," sagde Koncernkundechef hos HOFOR Gorm Elikofer

I begrundelsen for valget af Kurt Hansen som årets vinder af Den Gyldne Termostat lød det blandt andet fra dommerkomiteen:

"Kurt Hansen har sikret store årlige besparelser på varmeforbruget, ligesom han har sikret markante forbedringer på selve afkølingen. Alle KEAs installationer er blevet finkæmmet for fejl og mangler, der er blevet renset, trimmet og justeret, så alt kører optimalt efter KEAs specifikke behov og mønster.” 

Drømmer om top-tunet ventilationssystem
Kurt har i samspil med HOFORs energirådgiver gennemgået samtlige af skolens forsyningssystemer, blandt andet er ventilerne på radiatorerne blevet udskiftet med markante besparelser til følge. Men han drømmer også store drømme om at gøre klimaskærme endnu bedre fx med indførelse af et top-tunet ventilationssystem, som kan måle luft eller mangel på samme i et lokale.

"Jeg er rigtig glad for den her anerkendelse, og stolt over at prisen landede på mit bord. Det er herligt at se, at det vi har knoklet for bliver værdsat. En ting er alle de penge der er sparet, men komforten og er faktisk også blevet bedre. Jeg har ikke kunnet gøre det her alene. Hele teamet af driftsfolk har også spillet en afgørende rolle, ligesom flere af eleverne på skolen også har deres aktie i den her pris", lød det fra en glad maskinmester på KEA.

Gylden prisfest
HOFOR har siden 2015 afholdt Den Gyldne Termostat. I år var så første gang, at prisoverrækkelsen måtte rykke direkte ud til vinderen, hvor vinderen fik overrakt Den Gyldne Termostat. Prisen er indstiftet af HOFOR, og vinderen findes i samarbejde med Københavns Kommune og Bygningsstyrelsen. Selve prisen er sponsoreret af Danfoss. Prisen gives til en person, der har sparet en masse energi og gjort en stor indsats for at udvikle og udbrede intelligent energistyring.