KEA WORKS | Vinge blev her til eftermiddag afsluttet med en velbesøgt fernisering og prisoverrækkelse. Begejstring hos både KEA og samarbejdspartnere med udbytte af ugen.

Det hele startede i mandags, da fem fyldte busser tog turen til den ubyggede by Vinge nær Frederikssund. Det var begyndelsen på temaugen KEA WORKS | Vinge, hvor studerende fra KEA i de seneste dage har arbejdet med forslag til innovative og bæredygtige løsninger og designs, som kan implementeres i den nye by, efterhånden som den skyder op i landskabet over de næste 15-20 år.

Ugen blev sluttet af på KEAs adresse i Guldbergsgade i dag, med en fremvisning af de mange forslag og flotte præmier til de bedste løsninger.

”Jeg er meget imponeret over, hvor langt de studerende er nået på så kort tid. Stort set alle de løsningsforslag, vi har set, kan på sigt bruges i Vinge på en eller anden facon,” siger Søren Smidt-Jensen, der er chef for By og Landskab i Frederikssund Kommune.

Vinderne af de i alt tre priser blev projekterne ”Fremtidens daginstitutioner”, der vandt den såkaldte ”Greater Good Award”, ”Dome of Vinge”, der vandt ”Golden Charter Award” og ”Den Bevingede Frø”, der vandt hovedpræmien ”KEA WORKS Innovation Award”.

Alle tre vinderforslag modtager 10.000 kr. samt hjælp til at videreføre deres idéer. De får desuden alle mulighed for at pitche deres projekter til byrådet i Frederikssund Kommune i december måned.

”Den Bevingede Frø-projektet vandt, blandt andet fordi gruppen på fornem vis inddrager naturen omkring Vinge og kobler den sammen med teknologi og digitalisering. Præcis som vi ønsker i en by, der skal være så bæredygtig og smart som muligt,” siger Søren Smidt-Jensen om projektet. Vinderprojektet får foruden de førnævnte præmier også 35.000 kr. til at videreudvikle sin idé. Og Søren Smidt-Jensen er ikke i tvivl om, at netop ”Den Bevingede Frø” bliver en del af Vinge, efterhånden som byen tager form.

Hos rektor Ingo Østerskov er der også begejstring at spore over arrangementet. Han holdt selv åbningstale ved startskuddet mandag, og i dag fredag var han udvalgt til at overrække den ene af de tre priser.

”Selv for KEA-studerende, som jeg ved kan arbejde meget effektivt, er jeg imponeret over, hvor langt de er nået på bare et par dage. De har været mere effektive, end jeg havde troet muligt,” siger Ingo Østerskov.

”Det, der slår mig, er, at de studerende tænker helt vildt innovativt. De tænker i anvendelse af den nyeste teknologi uanset, og det drejer sig om vand, solenergi eller lignende. Og så tænker de rigtig meget på fællesskab, hvilket gør mig meget glad,” siger han.

”Jeg glæder mig helt vildt over at se så mange ansatte og studerende på KEA, der giver den gas og er virkeligt engagerede. Det lærer de virkelig meget af,” slutter rektoren.

Arrangementet og ugen er et resultat af et samarbejde mellem KEA, Frederikssund Kommune og Frederikssund Erhverv. Et samarbejde, der vil fortsætte over de næste år til glæde for alle parter.

KEA WORKS | VINGE er en uges tværfaglig projekt med temaet ’Fremtidens By’. Ugens omdrejningspunkt vil være cases og udfordringer udviklet i samarbejde med den kommende bæredygtige by Vinge og Frederikssund Erhverv. Programmet vil blandt andet byde på fieldtrips, workshops og oplæg med spændende eksterne foredragsholdere. I løbet af hele ugen producerer de studerende løsningsforslag. De bedste udstilles på KEA og i Vinges udstillingspavillion og de tre allerbedste vinder både pengepræmier samt plads i relevante Advisory Boards.

Se videoer om Vinge her