Få en gratis øl på Dronning Louises Bro, kom til cykel-polo på Den Røde Plads eller oplev kunstinstallationen, der handler om tid i De gamles by.

85 e-designerstuderende har udviklet 10 spots til 48TIMER-festivalen, der indtager Nørrebro de næste ja, 48 timer.

Entreprenør-design er en uddannelse, hvor du uddanner dig i at se muligheder og lave koncepter, som du sætter i værk. Du lærer at blive handlekraftig, og arbejder med iværksætteri, design og innovation.

Med udgangspunkt i lokale spots på Nørrebro har de studerende udviklet og bygget deres egne fysiske installationer - flere af dem med forskellige aktiviteter og happenings, som skifter igennem festivalens tre dage, så man kan besøge det samme SPOT flere gange og opleve noget nyt hver gang.

Et eksempel er installationen Tid til refleksion i De Gamles By. Vi alle har et forhold til tid - ventetid, travlhed, tiden der går langsomt eller alt for stærkt. I kunstinstallationen udtrykkes tid fysisk i form af forskellige æstetiske elementer, lyde og dufte. En sanselig oplevelse, som vil sætte tankerne i gang. Som besøgende er du også med til at skabe værket.

Men spottet i De gamles by byder også på livemusik, juice- og cocktailbar, mad, loppemarked og børnelege hen over de 48 timer.

Du kan læse meget mere om hver af de 10 KEA Spots og hvad du kan opleve her. 

Kultur behøver ikke kun være noget, man køber billet og vælger stå- eller siddeplads til.

Målet med 48TIMER Festival er, at besøgende skal gå på opdagelse, mødes og få nye oplevelser med kvarteret, som er meget mere end bander og barer. 

48 timer Festival blev afholdt for første gang i 2011 og er en tilbagevendende begivenhed over en weekend i april. Festivalens indhold er skabt af lokale Nørrebroaktører bestående af lokale foreninger, organisationer, kunstnere, erhvervsdrivende, beboere og andre ildsjæle på Nørrebro. Indslagene og de mange events er geografisk fordelt over hele Nørrebro.