Som studerende på KEA har man et tæt samarbejde med erhvervslivet fra dag 1 - ikke mindst i kraft af praktikken. Nu kan de studerende nominere de sejeste praktikvirksomheder til Årets KEApraktik.

Rigtig mange virksomheder anerkender de studerende ved at tilbyde dem job efter praktikken. Og nu kan de studerende igen i år anerkende deres praktiksted ved at indstille virksomheden til Årets KEApraktik.

Det er studerende, som har været i praktik i efteråret 2019 eller foråret 2020, der kan nominere.

Der er deadline for indstillinger den 15. marts kl.12. I begyndelsen af april offentliggøres de fem nominerede og 22. april bliver vinderen af Årets KEApraktik offentliggjort.

Sidste år vandt Mikkel Grenaa Larsen og Vestergaard Company Årets KEApraktik.

Mikkel Grenaa Larsen, der studerede til Automationsteknolog, begejstrede juryen med sine ærlige og personlige reflektioner, og den udvikling han havde gennemgået:

”Vestergaard har udvist overskud til at udvikle ham - han er blevet coachet til løsninger, han har ikke fået dem serveret. Det er et kæmpe firma og alligevel får han lov til blandt andet at designe og udvikle et instrumentbræt til en ny elbil. Hvilket han nailer. Det er ret sejt.” 

”Det betød meget for os at få sådan en bekræftelse, for det handler om at ruste praktikanterne til fremtiden,” lød det fra Carsten Mandal fra Vestergaard Company:

”Generelt lægger vi stor vægt på at forme et praktikforløb sådan, at det imødekommer de ønsker og mål praktikanterne har. Samtidig betyder det også meget for os, at de opgaver praktikanterne udfører, giver værdi for os. Vi ønsker, at praktikanterne kan indgå i teamet som enhver anden, der hvor de er nu, og kan bidrage med løsninger til opgaverne på lige fod med resten af teamet. På den måde bliver det at have praktikanter en win-win situation. Hvad mere kan man ønske sig?”

Vinderen af Årets KEApraktik 2020 går videre til den nationale konkurrence, der bliver afgjort den 19. maj i Centralværkstedet i Aarhus.

FAKTA om Årets KEA-praktik
• Det er de studerende, der indstiller deres praktikophold
• Forløbet vurderes ud fra tre kriterier: personlig og faglig udvikling, den sociale oplevelse og evnen til at forvandle viden til værdi
• De studerende skal have været i praktik i efteråret 2019 eller foråret 2020
• De nominerede bliver offentliggjort den primo og vinderen kåres den 22. april
• Vinderen af Årets KEApraktik kåres af en jury, der består af danske erhvervsledere

• Vinderen går videre til den nationale konkurrence i København 19.maj, hvor der findes én samlet vinder for alle erhvervsakademier i Danmark.