Studerende på KEA har et tæt samarbejde med erhvervslivet fra dag 1 - ikke mindst i kraft af praktikken. Søndag er sidste chance for at nominere de sejeste praktikvirksomheder til Årets KEApraktik.

Rigtig mange virksomheder anerkender de studerende ved at tilbyde dem job efter praktikken. Og nu kan de studerende igen i år anerkende deres praktiksted ved at indstille virksomheden til Årets KEApraktik.

Det er studerende, som har været i praktik i efteråret 2020 eller foråret 2021, der kan nominere.

Der er deadline for indstillinger den 14. marts kl.12.

I begyndelsen af april offentliggøres de fem nominerede og 22. april bliver vinderen af Årets KEApraktik offentliggjort.

Sidste år vandt Tanja Thybo Heier og Inwear Årets KEApraktik.

Både Tanja Thybo Heier, der studerede Fashion Management, og Inwear imponerede juryen:

”Praktikforløbet er et godt eksempel på, at praktikken, udover at være et læringsforløb for den studerende, også kan være en del af virksomhedens søgning efter fremtidige medarbejdere, hvilket er til gavn for både virksomheden og den studerende.

Både virksomheden og den studerende er gået dedikeret ind i praktikforløbet. Tanja har været villig til at lære, og har samtidig turdet stille spørgsmål og komme med nyt input. Hun lykkedes med at lave en reel forandring til det bedre, en passende forstyrrelse som gør en reel forskel. Hun har fokus på sin faglighed og det samme har virksomheden, og det giver udvikling.”

Allerede halvejs i praktikken hos Inwear blev Tanja Thybo Heier, som læser Fashion Management på KEA Design, tilbudt en fastansættelse som Junior Buyer. Hun håndterede nemlig ikke bare opgaver såsom bestilling, kommentering og den daglige kontakt med leverandører, hun omsatte også den viden, hun har fået på studiet, til at skabe produkter, som fungerer i erhvervslivet. Hun udviklede sin viden inden for materialer, men også indkøbets struktur, og hvordan et stykke tøj bliver til fra idé til virkelighed med indkøbet som et utrolig vigtigt led.

Og så turde hun stille spørgsmål til eksisterende procedurer, som hun opdagede ikke fungerede.

Vinderen af Årets KEApraktik 2021 går videre til den nationale konkurrence, der bliver afgjort den 10. maj.

Alle studerende på KEA skal i praktik på fuld tid mindst én gang i løbet af deres uddannelse. Erhvervspraktikken er en essentiel del af uddannelsen på KEA, fordi det er her de studerende bygger bro mellem deres uddannelse på KEA og deres fremtidige karriere i branchen.

Det er også – som ovenstående historie er et rigtig godt eksempel på - en god mulighed for virksomhederne, for at få ny viden ind i deres virksomhed gennem de studerende, samt en oplagt mulighed for at rekruttere nye dygtige medarbejdere.

FAKTA om Årets KEA-praktik
• Det er de studerende, der indstiller deres praktikophold
• Forløbet vurderes ud fra tre kriterier: personlig og faglig udvikling, den sociale oplevelse og evnen til at forvandle viden til værdi
• De studerende skal have været i praktik i efteråret 2020 eller foråret 2021
• De nominerede bliver offentliggjort den primo og vinderen kåres den 22. april
• Vinderen af Årets KEApraktik kåres af en jury, der består af danske erhvervsledere

  • • Vinderen går videre til den nationale konkurrence den 10.maj, hvor der findes én samlet vinder for alle erhvervsakademier i Danmark.