Ny aftale giver KEA adgang til forskning og udvikling for 33 milliarder og sikrer et tæt samarbejde med det erhvervsliv, de studerende uddannes til.

Siemens kernekompetencer har altid været relateret til elektricitet, og derfor er Siemens en vigtig samarbejdspartner for KEA indenfor bl.a. installatørområdet  og industriel automation.

Hvert år anvender Siemens omkring 33 milliarder kroner på forskning og udvikling, hvilket er et vigtigt parameter for KEA, der har som målsætning, at undervisningen er baseret på nyeste viden inden for forskning og udvikling samt praksisfeltet.  Men aftalen har også værdi for Siemens:

”For Siemens er det utroligt vigtigt at arbejde tæt sammen med uddannelsesinstitutioner. Det er der fremtidens teknikere formes og udvikles. Det vil vi selvfølgeligt gerne støtte op om. Hvis de studerende efterfølgende skulle få lyst til at arbejde med Siemens produkter bliver det yderligere en win win situation,” siger Lars Limkilde, produktchef i Siemens.

Samarbejdsaftalen er dels en videreførelse af de allerede eksisterende samarbejdsflader, men skal også sikre, at KEA får adgang til et relevant vidensmiljø inden for erhvervs- og industriinstallationer, bygningsinstallation, bygningsautomation, høj- og lavspændingsforsyningsanlæg.

”Vi er meget glade for, at det nu er lykkes at formalisere vores mangeårige samarbejde med Siemens. På KEA er vores primære opgave at sikre, at vidensgrundlaget for vores uddannelser er i front - og en af vejene til det er netop den tætte kontakt med erhvervslivet,” siger Jette Mølholm, programchef for KEA Teknik.

KONKRETE TILTAG I AFTALEN

Siemens A/S modtager KEA-studerende i praktik med henblik på, at de studerende får opbygget deres kompetencer inden for forretningsområderne: Høj- og lavspændingsforsyningsanlæg, industri automation, vindenergi, brandsikkerhed, sikring, bygningsautomation, opvarmning, ventilation og aircondition (HVAC) samt produkter og services til energistyring m.v.

Siemens A/S tilbyder gæsteforelæsninger og workshops i konkrete temaer, som kan være relevante for studerende på både fuldtid- og efteruddannelse inden for automatik- og  installatøruddannelserne.

En gang årligt afvikles et seminar hos Siemens A/S, hvor KEA’s undervisere bliver præsenteret for nye faglige trends og resultater på forsknings- og udviklingsaktiviteter i et match med Siemens A/S forretningsområder 

KEA har desuden indgået lignende aftaler med Wexøe og DTU