Igen i år har holdet af studerende i KEA GOES DEEP kvalificeret sig til at deltage i den internationale undervandsrobot-konkurrence MATE.

I år afholdes konkurrence i Weyerhaeuser King County Aquatic Center i Washington i slutningen af juni. KEA GOES DEEP-holdet er det eneste danske hold, der har kvalificeret sig til konkurrencen og består af studerende fra Computer Science, IT-teknolog og Produktionsteknolog på KEA.

KEA GOES DEEP og deres undervandsrobot skal dyste mod hold fra 14 andre nationer.

Sidste år blev konkurrencen afholdt i Los Angeles og her vandt KEA GOES DEEP-holdet

Team Spirit Award’en og fik en flot 13. plads ud af 39 til det afgørende dyk.

En flot placering taget i betragtning, at det var første gang KEA deltog.

I Los Angeles knoklede de studerende fra otte om morgenen til langt over midnat, men det var ikke kun hårdt arbejde.

”Det var også virkelig, virkelig fedt og interessant at møde de andre hold og andre kulturer fra et rent pigehold fra Indonesien til et hold fra Hong Kong, som havde noget nærmest rumskibsagtigt teknologi,” siger underviser på KEA og mentor på holdet, Christopher Nielsen.

Hans mission har fra starten været at gøre sig selv arbejdsløs – det er de studerende, der kører showet, mens KEA stiller lokale og budget til rådighed.

KEA Goes Deep handler om at gøre teknik attraktivt og at have et tilbud til talenterne

”Ham, der lavede hele styresystemet til sidste års ROV, kendte ingenting til den teknologi - han lærte sig teknikken til en helt ny platform og at kode til den,” siger Christopher Nielsen og påpeger, at det også giver krydsbefrugtning til KEA:

”Det er lidt ligesom raketkapløbet – man kommer selvfølgelig til månen, men undervejs udvikler og opdager man også andre ting for eksempel teflon. Der er en masse afledte effekter. Vi har for eksempel taget erfaringerne fra KEA Goes Deep og brugt dem til ROV Maker Competition, som designet til de unge på ungdomsuddannelserne og til at være let forståelig - lidt ligesom et IKEA-møbel, du selv kan samle. Og så er det med til at give KEA en international profil.”