Studerende fra hele verden kommer i næste uge til København for at deltage i Youth Fashion Summmit, som er en del af Copenhagen Fashion Summit – verdens største konference om bæredygtig mode.

Mens tidligere model Amber Valletta og Monocle-grundlægger Tyler Brûlé er værter for Copenhagen Fashion Summit, så er det tidligere KEA-studerende Tibbe Smith der sammen med Jule Berens er vært for Youth Fashion Summit, som hun selv deltog på i 2014, og som grundlæggende handler om at finde ud af, hvad det er for en modebranche, de studerende gerne vil arve, når det bliver deres tur? Og hvordan kan de sikre det?

Over 100 studerende fra hele verden samles den 9.-11. maj, for at undersøge, hvordan designere og erhvervsledere kan ændre modebranchen. For ændres skal den.


Tibbe Smith afsluttede sin PBA i Sustainable Fashion i januar 2015 med et bachelorprojekt om slow fashion, emotionelt design og æstetisk bæredygtighed. ”Mit fokus i forhold til sustainable fashion ligger primært hos arbejderne. De bliver i høj grad fortsat negligeret, overset og vi glemmer at høre dem i denne branche. Det mener jeg er en stor fejl hos branchen, og det er utroligt, at vi ikke har lært at involvere arbejderne mere efter Rana Plaza. Det er en branche, som er notorisk kendt for livsfarlige arbejdsforhold og krænkelser af menneskerettighederne, og det er arbejderne, der uophørligt lider under de direkte konsekvenser af den måde vi i dag producerer mode på,” siger Tibbe Smith.

Youth Fashion Summit er et samarbejde mellem KEA og Global Fashion Agenda samt Swarovski. De unge talenter vil blandt andet udarbejde den første FN-resolution om mode. På sidste års Youth Fashion Summit udforskede studerende fra hele verden, hvordan FNs 17 udviklingsmål kunne applikeres på modebranchen.

I år er de samme studerende blevet inviteret tilbage for at omdanne deres ideer og krav til en FN-resolution - den første nogensinde indenfor mode.  

De studerende præsenterer deres resolution på scenen under Copenhagen Fashion Summit den 11. maj og senere i år, vil den også blive præsenteret for FN i New York. 

På andendagen går de studerende i forhandling med virksomheder og NGO’er, så de sikrer, at deres resolution bliver tilpas kantet og ambitiøs, men ikke helt oppe i skyeren. På tredjedagen forelægger de studerende deres resolution foran deltagerne på Copenhagen Fashion Summit som tæller de absolut mest indflydelsesrige mennesker i branchen. 

Sideløbende med studierne på KEA har hun arbejdet med Clean Clothes Campaign Danmark - et globalt netværk, som arbejder for at forbedre forholdene for tekstilarbejderne. Her har hun blandt andet skrevet artikler om bæredygtigt design og faciliteret seminarer for studerende fra de danske designskoler. I dag er hun ressourceperson og medlem af bestyrelsen i Clean Clothes Campaign Danmark.Tibbe er også en del af Fashion Revolution Denmark og har blandt andet afholdt events siden 2015. Hun har også været en del af Unfair Fashion - en organisation, som havde til formål at connecte upcoming danske designere med bæredygtige visioner og støtte dem i den udvikling. 

Men nu står den på Youth Fashion Summit, som i år afholdes i DR Byen, og derefter skal Tibbe læse en master på Lund Universitet i Human Ecology.