På KEA kårer vi hvert år Årets Underviser. I løbet af den kommende tid afslører vi løbende de ni nominerede. Vinderen kåres på KEAs medarbejderdag den 18. august.

Blå bog: Jonas Holbech

  • Underviser på KEA Digital 
  • Har været på KEA i 7 år
  • Bachelor i Engelsk og Kommunikation fra CBS.
    Kandidat i Design, Kommunikation og Medier fra ITU.

    Under studierne på ITU fik jeg et eksternt lektorat og tog et par år som selvstændig med lektoratet ved siden af.

    Endte på KEA da en (nuværende) kollega spurgte om jeg ikke kunne tænke mig at prøve kræfter på KEA.

Rados portræt

Jonas Holbech er nomineret til titlen som Årets Underviser på KEA. 

Hvad er specielt ved din måde at undervise på?

"Jeg tror ikke, det er specielt, men jeg arbejder meget med, at det skal kunne betale sig at komme i ”skole”. Der må ikke være spildtid så at sige. De studerende vælger at komme i skole frem for at benytte online tjenester som LinkedIn Learning m.m. Dvs. hver dag skal være vigtig, og er den ikke, skal det kommunikeres klart ud til de studerende." 

Og Jonas tilføjer: 

"Jeg prøver aktivt at inddrage både erfaringer og egne fejl og mangler i min undervisning. De er vigtigt, at de studerende forstår, at man ikke kan alt. Det virker også afvæbnende.

Og så vil jeg gerne fremhæve min chef, der skaber en ramme omkring undervisningen, der gør, at der kan være højt til loftet, når jeg har brug for det - og generelt bare siger ”ja”, når jeg har ønsker eller ideer, der måske ikke lige ligger inden for normen.

Eksempelvis nyder jeg meget selv at komme i praktik, og det kan være svært med fuldt skema. Men Frederikke har fuld forståelse for mit ønske om at udvide mit faglige netværk og holde min faglighed ajour, og hun er meget fleksibel i forhold til at få, den til tider noget komplicerede, planlægning til at gå op."

En af dine studerende har i sin indstilling udtalt følgende om dig og din undervisning. "I have been privileged to have had a handful of exceptional teachers in my life, and Jonas is one of the greatest. His energy and enthusiasm in infectious and his mastery of the material is inspiring. He has an eye for the individual student's way of thinking and is very flexible and extremely adept at coming up with demonstrations on the spot and explaining things in different ways!"

Hvad tænker du om den udtalelse?

"Det er et super flot citat, som jeg er pisse stolt over. Jeg prøver virkelig at skabe et interaktivt miljø, hvor de studerende, trods de meget store hold, tør spørge, også 3. gang, og det lugter lidt af, at det virker. Med hensyn til fleksibilitet er jeg også meget glad for citatet. Jeg tror, at vi som institution er nødt til at fokusere på de ting, mødet mellem mennesker kan, det er det (eneste?) der adskiller os fra online kurser som Udemy og LinkedIn Learning."

Hvad betyder det for dig at blive nomineret?

"Det er altid rart, men nu vil jeg gerne snart vinde" slutter Jonas.