Langt flere iværksættere på tværs af videre­gående uddannelsesinstitutioner i Sverige og Danmark – ikke mindst kvinder - og et nyt succesfuldt iværksætterprogram er et par af succeserne ved afslutningen af den 3-årige iværksætter-satsning Nordic Entrepreneurship Hubs.

Da DTU, Lunds Universitet og KEA lagde fra land, var det med et mål om, at Nordic Entrepreneurship Hubs (NEH) skulle være med til at gøde jorden for 35 nye virksomheder. Ved projektets afslutning var der 48 nye startups, altså knap en tredjedel flere end estimeret.

Det samme gælder målet for, hvor mange studerende, der skulle gøre brug af NEH i løbet projektperioden. Her var håbet 200 studerende, men imponerende 515 studerende på tværs af netværket har benyttet sig af faciliteter og rådgivning m.m.

Endelig er det også bemærkelsesværdigt, hvor mange studerende der valgte at deltage i Ignite. Selv om start up-programmet, der løber over 10 uger, kræ­ver, at deltagerne investerer minimum 50-60 timer ved siden af deres fuldtidsstudier, så har in­teressen for at være med været overvældende. Og det gælder på begge sider af Øresund.

Iværksætterprogrammet Ignite, som er NEH’s helt store succes, kan prale af, at 221 studerende har deltaget i et af de 12 Ignite-forløb, som er blevet afviklet af de tre partnere. Det er næsten dobbelt så mange deltagere, som man havde forventet.

Valideret af forsker

Et særligt element ved NEH er, at deltagerne i Ignite er blevet fulgt tæt af Diamanto Politis, der er professor i entreprenørskab ved Lunds Universitet. Hun har undersøgt og analyseret programmets effekt på deltagernes self-efficacy – altså deres evne til at tro på, at de står bedre rustet til at være iværksættere – før og efter de har været med i programmet.

Og resultaterne har været særdeles positive. Både de mandlige og kvindelige deltagere oplever, at de i løbet af de ti ugers startup-træning får styrket deres entreprenørielle self-efficacy i så markant grad, at selv professoren er positivt overrasket.

“At så kort en periode af ’træning’ kan skabe så store effekter, har været en aha-oplevelse for mig. Ignite-programmet er vigtigt for deltagernes selvtillid i forhold til, at de kan udføre de aktiviteter, som kræves for at være entreprenør. Og dermed stiger sandsynligheden for, at de enten nu eller i fremtiden vil blive iværksættere,” siger Diamanto Politis.

Selv om den treårige projektperiode nu er slut, så lever samarbejdet i NEH videre. Det samme gør Ignite, som de tre partnere hver især vil fortsætte med at tilbyde til deres studerende.

“Ignite har fungeret super godt til vores formål, og vi kommer i den grad til at fortsætte med det, også selv om vi nu selv skal betale for driften af det. Samtidig har vi fået nogle nye venner på KEA og Lunds Universitet, som vi vil blive ved med at samarbejde med og dele viden og erfaringer,” siger Pål Simon Fernvall fra DTU.

Med økonomisk støtte fra EU’s program Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak gik NEH i luften i september 2016 med en erklæret målsætning om at skabe flere studenteriværksættere i Øresundsregionen og samtidig styrke deres muligheder for at overleve og få succes og dermed på sigt bidrage til at øge beskæftigelsen i regionen.

Ifølge Lotta Salling, projektleder på KEA, har ideen med et åbent netværk skabt stor værdi for partnerne.

“Noget af det unikke ved NEH er, at vi valgte at åbne op for hinandens studerende. Traditionelt kerer man sig kun om sine egne studerende, fordi det kun er dem, man har økonomiske midler til. Men her valgte vi at gå den modsatte vej og åbne op for vores respektive iværksættermiljøer og forskellige fagligheder ud fra den tankegang, at hvis vi gerne vil fastholde og være dem, der hjælper vores studenteriværksættere, så er vi nødt til at skabe nogle rammer, hvor de får adgang til faciliteter, specialiseringer og ekspertise, som de ellers ikke har adgang til,” forklarer hun.

Du kan dykke ned i projektets resultater og erfaringer her. 

NORDIC ENTREPRENEURSHIP HUBS

NEH er et treårigt projektsamarbejde på tværs af Øre­sundsregionen mellem KEA – Københavns Erhvervs­akademi, VentureLab ved Lunds Universitet og DTU Skylab. NEH er finansieret af EU’s program Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak, der støtter projekter i Danmark, Norge og Sverige, der vil løse fælles ud­fordringer inden for blandt andet innovation. Projektet har haft et budget på 2,4 mio. euro, (ca. 18 mio. kr.), hvor halvdelen af pengene er kommet fra Interreg og den anden halvdel har været egenfinansieret af de deltagende uddannelsesinstitutioner (DTU, KEA og Lunds universitet).