Af Katja Munch Thorsen, uddannelsesdirektør i KEA, Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen, og Mikkel Haarder, underdirektør for kompetencer og viden i Dansk Industri.
Indenfor mange brancher vil man kunne nikke genkendende, når snakken falder på rekrutteringsudfordringer. I it-branchen er manglen på kompetent arbejdskraft allerede noget nær akut.
Udfordringerne skyldes ikke kun den generelt høje beskæftigelse, men også den demografiske udvikling i samfundet. Små årgange er på vej ind på arbejdsmarkedet, mens store årgange er på vej ud. Det giver derfor kun mening, at vi politisk forsøger at sikre, at vi uddanner bredt til alle samfundets behov. Her er dimensionering et godt og vigtigt værktøj.
Der er bare det problem, at dimensioneringen er regionalt fastsat. Og når først en uddannelse er blevet underlagt dimensionering, er det svært at komme ud af den. Dimittender skal i en årrække overpræstere ift. den gennemsnitlige ledighed, hvis dimensioneringen skal ophæves. Mange uddannelser fastlåses derfor på listen over uddannelser, der er under dimensionering.
Det er bl.a. tilfældet for datamatikeruddannelsen. Den er i dag underlagt dimensionering, selvom der ikke har været overledighed blandt dimittender siden 2011. Uddannelsen har bare ikke haft den beskæftigelse på 2 % over gennemsnittet, som det kræves på nationalt plan for at komme ud af dimensioneringen – det skyldes store regionale forskelle på dimittendernes ledighed.
I praksis betyder det, at vi vægter regionalisering højere end virksomhedernes efterspørgsel. Det giver ingen mening – og slet ikke på et område som it, hvor de fleste vil turde vove pelsen og forudsige, at efterspørgslen nok kommer til at stige. Et konkret skøn fra IRIS Group og HBS Economics lavet for IDA og Danske Gymnasier i 2021, lyder, at vi i 2030 kommer til at mangle op mod 22.000 folk alene på it-området.
Hvis vi skal have en jordisk chance for at finde den arbejdskraft, bliver vi nødt til at fjerne nogle af de barrierer, der unødigt spænder ben for, at vi kan uddanne flere folk på mangelområder.
Dimensionering uden proportioner
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi i Danmark ville kunne uddanne langt flere indenfor it. Stopklodsen er i vid udstrækning selvskabt, og viser tydeligt problemerne forbundet med en regionalt fastsat dimensionering.
It-sektoren er nemlig forholdsvist let at placere. Den er centreret omkring hovedstaden. De 10 største it-virksomheder i Danmark har adresser i Region Hovedstaden, og syv ud af de 10 kommuner med flest beskæftigede i IT-sektoren ligger også i Region H. Det er derfor naturligt, at der er lavere ledighed blandt dimittender uddannet tæt på de virksomheder, der faktisk efterspørger arbejdskraften. Det viser sig tydeligt for datamatikere, hvor ledigheden konsekvent er lavere – og lav - for dimittender uddannet i Region H end andre steder i landet.
Hvis formålet med dimensioneringen er at flytte flere it-studerende væk fra hovedstaden, rammer vi nok forbi målet. En DEA-analyse fra sidste år viser nemlig, at det kun er godt én ud af fem ansøgere til it-uddannelser, der er villige til at flytte for at komme ind på en anden it-uddannelse end deres førsteprioritet. At der er et loft over optaget på it-uddannelser i København giver derfor kun i ringe grad flere studerende andre steder i landet.
Modellens indretning betyder, at der hvert år er mange kvalificerede unge i Danmark, der bliver afvist på it-uddannelser, selvom der er en tydelig efterspørgsel på deres kompetencer i samfundet. Alene på KEA har vi i august måtte afvise over 200 kvalificerede førsteprioritetsansøgere til it-uddannelser på grund af dimensionering. Samme billede tegner sig på andre af Hovedstadens uddannelsesinstitutioner.
Det virker helt uden sans for proportioner, at vi afviser studerende, der har drømme om at studere noget, vi ved der er udbredt mangel på, fordi vi politisk har besluttet, at den gennemsnitlige ledighed på tværs af landet bestemmer antallet af uddannelsespladser i København. De få unge mennesker, vi har, skal naturligvis have mulighed for at søge ind på uddannelser, hvis vi ved, at der er – og kommer til at være - stor efterspørgsel på deres kompetencer.
En tackling ad to omgange
På grund af de små årgange kommer vi dog ikke til at have nok unge mennesker Danmark til, at vi kan dække manglen på alle områder. Vi er derfor nødt til at kigge udenfor Danmarks grænser for at finde arbejdskraft.
Men også her sætter vi unødige begrænsninger. Den letteste genvej til arbejdskraften er nu engang at uddanne den selv – men regeringen har lukket internationale studiepladser for at mindske udgifterne til SU.
Det er ærgerligt af flere årsager. For det første er vi nødt til at understøtte internationale miljøer og uddanne både danske og udenlandske studerende på internationale uddannelser, så vi kan konkurrere på tværs af grænser, indgå i internationale samarbejder og forstå kulturer. For det andet er internationale studerende slet og ret en god forretning for Danmark.
En analyse fra Undervisnings- og Forskningsministeriet fra 2018 viser, at en dimittend fra udlandet gennemsnitligt bidrager til samfundsøkonomien med mellem 100.000 og 350.000 kr. Damvad viste i 2021 i en analyse for Ingeniørforeningen IDA, at selvom nogle modtager SU, og nogle rejser hjem efter endt uddannelse, så er internationale studerende en guldrandet forretning for Danmark. Internationale dimittender har i årene 2007 til 2020 bidraget med mere end 26,7 mia. kr. til den danske samfundsøkonomi.
Det virker derfor som en logisk kortslutning, at regeringen beskærer antallet af internationale studiepladser på områder, hvor der er brug for mere arbejdskraft end vi kan mønstre i Danmark i et forsøg på at spare penge på SU. Vi hugger en hæl og klipper en tå – tilsyneladende udelukkende med det formål, at ville passe små sko.
De mest konkrete værktøjer, vi har til at afhjælpe mangelsituationen på it-området – at uddanne flere både danske og internationale studerende – sætter vi helt unødige begrænsninger på brugen af. Uddannelsesstederne kan uddanne langt flere end i dag. Virksomhederne efterspørger dem. Manglen ser ikke ud til at aftage.
Det bliver ofte gentaget, at der ikke er nogle lavthængende frugter at plukke i uddannelsesverdenen. Men vi har altså stadig et system, der er mere tilbageskuende end fremsynet, og som unødigt spænder ben for, at vi kan uddanne flere på mangelområder. Lad os da starte der.
