Siden 2010 har KEA-projektet I Tråd Med Verden løftet kvinder ind i beskæftigelse ved hjælp af håndarbejde. I dag er det en bæredygtig socialøkonomisk virksomhed, som blandt andet syer de klassiske Nørgaard-bluser, har en succesfuld webshop og nu også åbner i Farum.

Længe inden FN’s verdensmål kom på alles læber, startede KEA i samarbejde med Røde Kors integrationsprojektet I Tråd Med Verden (ITMV), hvor etniske minoritetskvinder skabte produkter og delte ud af deres særlige viden om broderi, strik og hækling. Kundskaber som de studerende på KEAs designuddannelser sugede til sig. Til gengæld designede de produkter, som kunne sælges i Danmark.

ITMV og de studerende på KEA har blandt andet kreeret unikke broderede puder til Thorvaldsens Museum. Puderne blev skabt af kassererede hynder og miljøvenlig uld, og var med til at sætte fokus på manglen på arbejdspladser for udsatte borgere ved at fremhæve mulighederne i en lokal produktion i Danmark.

I dag er I Tråd Med Verden ikke længere forbeholdt etniske minoritetskvinder, men favner også stressramte og udsatte kvinder generelt.

Skærmbillede 2022 01 27 kl. 13.26.31”Det kreative håndarbejde er meget konkret, sundt for hovedet og giver ro på. Kvinderne skaber produkter og får anerkendelse - ikke mindst i form af salget fra vores butik og webshop. De bliver gladere, får mindre medicin, de får et tilhørsforhold og deres børn bliver inspirerede af dem. Det er en opbygning af mennesker, som giver mere livsglæde og leder til jobs. Og dem, der ikke er klar til det ordinære arbejdsmarked, kan blive ansat hos os i form af småjobs og flexjob,” siger Clarissa Berg, bestyrelsesmedlem i ITMV og projektleder i Forskning & Udvikling på KEA.

”ITMV er et godt eksempel på, at noget, der starter som et projekt, kan vokse og virkelig blive til noget. Ikke mindst fordi KEA holdt ved - også da projektmidlerne udløb. Og så er det et godt eksempel på, hvad undervisning og bæredygtighed også kan indebære.”

 

ITMV ser muligheder i ressourcer, som andre har kasseret. Vi arbejder med bæredygtighed i alle led og får tingene til at lykkedes

 

Projektet har været givende for alle parter, og mange studerende har været frivillige gennem årene. I dag tager ITMV praktikanter fra KEA og har ansat to dimittender. En af dem er Katja Lund, som er designer og værkstedsmentor:

F9BC3E21 C970 4471 9FD5 0B644E7BBFC6”Vi har masser af dygtige og spændende borgere i landet, som kan byde ind med værdi til arbejdsmarkedet, selvom de ikke passer ind i den standardiserede beskrivelse af en medarbejder. Hos ITMV ser vi egenskaber og ressourcer før udfordringer. Vi kan give en plads, et fællesskab, et sted hvor der er brug for én, og en tro på sig selv og sin faglige kunnen. Det styrker livsværdien hos den enkelte - især dem som har mistet fodfæstet på arbejdsmarkedet og mangler en hjælpende hånd til at komme ind igen.

Samtidig skaber vi bæredygtigt, smukt dansk design ud af tekstiler, som ellers ville ende som affald. ITMV ser muligheder i ressourcer, som andre har kasseret. Vi arbejder med bæredygtighed i alle led og får tingene til at lykkedes.”

I webshoppen kan du købe unik brugskunst skabt af genanvendte og plantefarvede tekstiler. Og der er virkelig rift om tingene – men der er også rift om lokal produktion i Danmark og ikke mindst bæredygtige forretningsmodeller, som også tager hånd om det sociale.

I dag er ITMV i Lundtoftegade på Nørrebro og i Urbanplanen, og inden længe åbner ITMV også i Farum.

Flere og flere – ikke mindst boligområder – kan se, at det batter på mange parametre at få deres beboere i gang og indtænke bæredygtighed i et socialt, økonomisk og miljømæssigt perspektiv

 

Om I Tråd Med Verden

I Tråd Med Verden er stiftet i 2010 som et samarbejde mellem Københavns Erhvervsakademi og Dansk Røde Kors og blev i 2018 registreret som en socialøkonomisk virksomhed i partnerskab med boligselskabet KAB.

I dag er ITMV en socialøkonomisk virksomhed finansieret gennem jobcentre, fondsmidler og via salg fra butik og webshop.

I Tråd Med Verden hjælper folk der har været ramt af depression eller sygdom. Her bliver arbejdet tilpasset de udfordringer, den enkelte har, så personen stille og roligt udvikler sig i arbejdet. Mange ender med at få job hos I Tråd Verden eller bliver klar til at arbejde et nyt sted.

ITMV producerer gardiner, puder, tehætter og meget mere af genbrugsmaterialer, som sælges til private og på bestilling til virksomheder.

Læs mere på itmv.dk og find smukke produkter her: itmv.dk/webshop/