Studerende på Brand Design har i samarbejde med Danmarks Radio udviklet strategier, der skal overbevise unge om at betale licens – en af DR’s sværeste opgaver.

Selv hvis man ikke betaler licens, får man alligevel alt det gode fra DR. Så hvis man skal have folk til at betale licens, skal der være et bigger purpose. Og lige præcis den hovedpine skulle de studerende på Brand Design løse.

Men i modsætning til folkene i DR Markedsføring, så er de studerende selv en del af målgruppen.

”Det har gjort det ekstra interessant og inspirerende for os,” siger Malene Birkebæk
Markedsføringschef, DR Medier.

”De studerende har generelt gjort et meget stort stykke arbejde med at løse en af de sværeste opgaver, vi overhovedet har, nemlig at få unge til at betale licens. De lavede grundig research og anvendte den til gode bud på visuel og verbal brandidentitet. Jeg var også imponeret over engagementet, og de mange gode spørgsmål. Man kunne mærke, at de havde sat sig ind i stoffet og brændte for det,” siger Malene Birkebæk.

Hun kan se, at samarbejdet med de studerende fungerer som rigtig godt input til deres eget arbejde.

”Man taler meget om crowdsourcing i forbindelse med kreative processer, og i dette tilfælde fik vi 18 bud på, hvordan opgaven kunne løses fra ’the crowd’. Det har helt sikkert været brugbart. Jeg synes også, at samarbejdet har givet mig et indblik i, hvad studerende fra KEA kan bidrage med, og det tænker jeg også har en værdi i fremtiden.”

Flere af gruppernes research pegede på, at de unge synes, at licensen er for dyr, og at de ikke har fjernsyn eller hører radio, men kun streamer. 

Derfor pegede flere af grupperne også på en strategi, der slog på merværdien af DR – de unikke programmer og en nyhedsdækning, som er uafhængig og saglig kontra den store mængde fake news som cirkulerer.

Flere havde også lavet nostalgiske videoer med gamle DR-programmer fra dengang målgruppen var børn og unge, der fik hele salen til at iiih’e og åh’e. Pointen var: Du har elsket os engang, og du gør det stadig.

To af grupperne havde også lagt mærke til, at der mangler sammenhæng mellem DR’s kampagner, og den girokort-kommunikation, de unge får ind af postkassen. Brevene er en unik mulighed for kommunikation, som slet ikke bliver udnyttet. Måske tværtimod.

”Der er helt sikkert del-elementer og indsigter, som vi vil skele til i vores videre arbejde blandt andet måden de unge så på vores brevudsendelser og website. Vi har kørt en parallel proces med de studerende, og flere af grupperne havde bud, der var i retning af vores eget arbejde på den verbale brandidentitet. Og så har særligt de input, som de studerendes researchfase gav, givet os ekstra viden til vores eget arbejde,” siger Malene Birkebæk, Markedsføringschef, DR Medier.

Også underviserne var særdeles tilfredse med de studerendes arbejde:

"De har fået en dyb forståelse af både DR Licens, Public Service og målgruppen via omfattende research. Trods store udfordringer med mange negative holdninger til DR Licens, har de formået at finde indsigter, der gjorde dem i stand til skabe klare verbale og visuelle identiteter, som på en fin og kreativ måde kom til udtryk i brand manifester og visuelt materiale eksekveret som alt fra tekst og skitser til video og sågar sang," siger Nanna Kanneworff, adjunkt på Design & Business, BRAND Design.