Rigtig mange danskere køber økologiske fødevarer og nikker anerkendende, når virksomheder som H&M benytter økologisk bomuld. Men hvordan står det til med bæredygtigheden, når det kommer til dyr, som spiller en stor rolle i modebranchen.

Drude-Katrine Plannthin, som i en årrække har været tilknyttet KEA, har skrevet om, hvordan man skal forholde sig til etikken omkring de dyr, vi bruger i beklædning- og livstilsindustrien i bogen GREEN FASHION, Vol 2, som netop er udkommet.

Drude-Katrine Plannthin giver en introduktion til, hvordan nogle af verdens største og mest anerkendte forskere og etikere forholder sig til dyrevelfærd, og hvordan man selv kan tage stilling til dette emne som designer.

Der foretages mange valg, når man designer et produkt, der indeholder elementer fra dyr, om det så er læder, pels, fjer eller insekter som for eksempel silkelarven, der i årtusinder har produceret det, som anses som verdens fineste fiber. 

Hvert år slår vi 55 milliarder dyr ihjel. Og det er kun dem, vi spiser. Dyr som bruges i tekstil- og beklædningsindustrien som for eksempel kaniner, mink, krokodiller og silkelarver er ikke indberegnet.

Miljø og CSR indenfor mode er efterhånden beskrevet i alt fra videnskabelig til populær litteratur, men dyreetik er et emne, der endnu ikke er set beskrevet eller diskuteret i emner omkring bæredygtighed i mode og livsstilsindustrien overhovedet.

”Emnet er så svært tilgængeligt og udfordrende, fordi det indeholder elementer, der også berører vores egen historie, kultur og traditioner. Og det kan være svært for den enkelte designer at finde hoved og hale i, hvordan man skal forholde sig og hvilke holdninger, der synes at være de endegyldige sande,” siger Drude-Katrine Plannthin som af samme årsag er blevet spurgt, om hun vil skrive en hel bog udelukkende dedikeret til dette emne.

Kapitlet som indgår i Green Fashion Vol.2 giver en generel gennemgang af alle de dyr, der indgår i design-industrien, samt en kort beskrivelse af hvilke miljømæssige udfordringer, der kan opstå inden for hvert emne. Kapitlet indeholder desuden masser af link og referencer, hvis man selv ønsker at fordybe sig i et enkelt emne eller en enkelt dyrerace.

Køb bogen her: http://www.springer.com/us/book/9789811002441