Lorena Nigro har en bachelor i Produktudvikling og teknisk integration fra KEA. Nu skal hun kvalitetssikre F-35 kampfly hos Lockheed Martin.

Karriere er ikke nødvendigvis en snorlige proces.

Lorena Nigro startede sin karriere som stewardesse. Så læste hun til produktionsteknolog på KEA og kom i praktik hos Toms Group.

”Jeg fik en super fed praktikplads som produktionsplanlægger under Supply Chain. Derefter læste jeg overbygningen i Produktudvikling og teknisk integration også på KEA, som var mere teoretisk og med fokus på ledelse og projektstyring.”

Allerede under praktikken på et ostemejeri blev hun fastansat og skrev sin bachelor hos dem.

Hun afsluttede med super flotte karakterer, og ville gerne have læst Produktion.cand.tech på Aalborg Universitet i København, men de stoppede udbuddet i København, og så stod valget mellem at flytte til Aalborg eller finde en anden kandidatuddannelse. 

”Jeg har en datter på 9 år, som også skal se sin far, så Aalborg var ikke en mulighed.”

I stedet søgte hun ind på MSc. In Engineering, Autonomous Systems i København og blev optaget.

”Første semester var noget af et chok. Jeg var ved at gå ned med stress, fordi uddannelsen lå meget langt fra min bachelor, og jeg havde slet ikke kendskab til mange af de fag, vi blev undervist i.”

Men Lorena Nigro gav ikke op.

”På andet semester kunne jeg forbinde nogle af fagene med mine tidligere erfaringer samt min bachelor og fandt ud af, at det gjaldt om at finde min egen vej og bygge på mine eksisterende kompetencer. Derfra gik det hurtigt. Mine opgaver blev mere målrettede, jeg begyndte at udelukke områder, jeg ikke fandt så spændende og brugte mere tid på de områder, der passede til min bachelor - primært indenfor automatisering med robotter, billedgenkendelse, optimering ved brug af sensorteknologi og analyse af store mængde data.”

En dag blev hun gjort opmærksom på en praktikplads hos kampflysproducenten Lockheed Martin i Texas, og nu skal hun hjælpe med at bygge verdens mest avancerede kampfly F-35 Joint Strike Fighter. Og for Lorenas vedkommende gælder det helt specifikt kvalitetssikring af montering af vingerne.

Hun blev udvalgt blandt mange ansøgere og efter to måneder med interview hos både Lockheed og deres danske samarbejdspartner Terma, som leverer dele til F-35-kampflyet, blev hun tilbudt en plads i kvalitetsafdelingen i Fort Worth, Texas.

”Det er meget interessant for mig, da jeg tidligere har arbejdet med optimering og kvalitetskontrol. Selvom det er på et meget højt teknisk plan, så føler jeg, at en praktikplads hos Lockheed er den bedste måde at koble min bachelor med min kandidat.”

imagePt er hun i gang med sit sidste semester projekt, hvor hun laver inspektion af to svæveflyvinger med hjælp fra en drone og billedgenkendelsesalgoritmer.

”Jeg regner med, at jeg kan bruge noget af den viden fra dette projekt hos Lockheed Martin. Og jeg er helt sikker på, at jeg også kan bruge mange af de metoder, jeg har lært som produktionsteknolog og produktudvikler fra KEA blandt andet i materialekendskab, solidworks og projektstyring, men mest af alt at løse de udfordringer og problemer der opstår med et kreativt, nytænkende Blue Sky tankesæt,” siger Lorena Nigro og uddyber:

”På KEA lærte vi at løse problemer ved at undersøge, kigge, lave interviews og observationer. Det er lidt anderledes på et forskningsuniversitet - her løser vi problemer ved hjælp af teori og metode. Kombinationen af det hele ruster mig til at løse fremtidens problemer og udfordringer bedst muligt.”

Når Lorena Nigro vender tilbage fra USA skal skrive hun skrive speciale, hvorefter hun kan kalde sig civilingeniør i autonome systemer.