På KEA kårer vi hvert år Årets Underviser. I år har over 1200 studerende indstillet deres yndlingsunderviser til titlen. I løbet af den kommende tid afslører vi løbende de ni nominerede. Vinderen kåres på KEAs medarbejderdag den 17. august.

Henrik Kramselund er nomineret til titlen som Årets Underviser på KEA. 

Hvorfor syntes du, at det er fedt at undervise på KEA?

"Lad mig starte med de studerende. Vi har nogle dygtige og videnbegærlige studerende på både vores fuldtidsstudier og enkeltfags diplomstuderende. Jeg glæder mig altid til at møde dem, og de overrasker altid positivt. Specielt når jeg giver dem udfordringer, så kaster de alle ressourcer ind og løser opgaverne med fantasi og egne erfaringer. Jeg føler mig derfor altid helt rolig ved at slippe dem ud i "verden", og jeg ville nyde at arbejde sammen med dem som kollega.

Det jeg elsker ved KEA som institution er, at vi har en praktisk tilgang at arbejde med tekniske emner. Det stemmer godt overens med min egen måde at lære på. For de studerende giver det en anden selvtillid, at de rent faktisk i undervisningen møder den barriere der er mellem teori og praksis. Det sker i et kontrolleret miljø, hvor vi kan sige stop og tage en pause. Det forbereder efter min mening bedre de studerende på en stresset og travl hverdag med stramme tidsfrister.

Jeg synes også, vi har et godt team med stor villighed til at lære af hinanden og hjælpe hinanden med at inspirere til god undervisning. Det giver sig også til udtryk blandt lederne ved, at vi får tid og ressourcer til at dygtiggøre os og holde os opdaterede med tidens emner indenfor vores fag."

 

Blå bog: Henrik KramselundHenrik Kramshoej business 01

  • Startede 2019 med undervisning på Diplom i IT-sikkerhed på KEA efteruddannelse. Jeg underviser stadig der med 2/3 af min tid. Derudover underviser jeg på KEAs IT-sikkerhed top-up, mest valgfag 1/3 af min tid. Jeg underviser på tekniske it-sikkerhedsfag som:
      • Netværk og Kommunikationssikkerhed
      • Netværkspenetrationstest
      • Systemsikkerhed
      • Software sikkerhed
      • Sikkerhed for Web udviklere
      • Introduktion til Incident Response
      • SIEM og Loganalyse
      • Samt afgangsprojekter
  • Har været på KEA i 4 år
  • Jeg er datalog cand.scient fra DIKU ( Datalogisk Institut på Københavns Universitet) med speciale i IPv6. Jeg har arbejdet indenfor IT siden 1994 og med IT-sikkerhed siden starten af 1990erne. Mit arbejde er centreret omkring Internet og sikkerhed med opbygning af infrastruktur som man ikke ser, sikring af netværk med switche, routere og firewalls plus aktive pentest af systemer og netværk. Samtidig har jeg undervist og holdt foredrag om de samme emner i mere end 20 år. Jeg har et stort fagligt netværk med ligesindede i Danmark og internationalt. Eksempelvis har jeg samarbejdet med fagforeningen PROSA, HK/Samdata og IDA mange gange gennem årene.
  • Open Source er en vigtig ting for mig og jeg forsøger at lægge alt jeg laver ud så andre kan genbruge det. Det betyder at alle mine undervisningsmaterialer er at finde på Github under “kramse” - som er mit tilnavn.