Hvis de studerende for alvor skal kunne designe bæredygtigt – ægte bæredygtigt – så kræver det, at læringen flyttes fra klasseværelset til værkstedet og laboratorierne, hvor de helt bogstaveligt kan få hænderne ned i materialerne, lyder konklusionen i Mette Bak Andersens ph.d.-afhandling.
Det var i oplevelsen af at komme til kort, at Mette Bak Andersen fandt emnet for sin ph.d.-afhandling – eller det fandt hende. Hun arbejdede som designer og underviste i design, men på trods af stor viden, var hun hverken selv i stand til at designe bæredygtigt eller lære sine studerende det:
”Der var noget galt med måden, vi designede på, og det samme kunne jeg se hos de studerende og andre designere.”
Mette Bak Andersen læste alt, hvad der fandtes om bæredygtigt design. Hun forstod principperne og kunne facitlisten udenad, men det betød ikke, at hun kunne designe efter det. Det kræver nemlig noget andet:
”Det handler ikke kun om den viden, man kan læse sig til, men den viden der konstrueres i designeren, når man arbejder aktivt med materialerne. Viden opnås aktivt. Du forstår først, hvordan du skal arbejde med et materiale, der kan nedbrydes, når du har haft det i hænderne og selv oplevet nedbrydningen,” siger Mette Bak Andersen og fortsætter:
”Det er desværre stadig ofte sådan i dag, at hvis man skal lære noget, så står der en klog person og fortæller, hvad hun ved, og så antager vi, at nu ved tilhørerne det også. Men hvis man for alvor skal kunne designe bæredygtigt, så er det ikke en viden, man kan få gennem forelæsninger eller ved at læse en bog.”
Som led i sin afhandling, der er finansieret af KEA, har Mette Bak Andersen blandt andet lavet forsøg med tæt på 100 KEA-studerende over en 3-årig periode, som har været eksponeret for en anden måde at designe på, og hvor materialet er centralt.
Mette Bak Andersen observerede og studerede de produkter, de studerende skabte – hvor det gik godt, men især hvor det gik galt - for at forstå hvor de kom til kort. Ofte var det mangel på færdigheder i forhold til at kunne arbejde med materialerne:
”De var ikke vant til at håndtere værktøj, at skulle manipulere noget med deres hænder og de manglede forståelse for, hvordan man arbejder med en eksperimenterende praksis – og hvad forskellen på en naturvidenskabelig tilgang og en kunstnerisk er,” siger Mette Bak Andersen.
Der er stor forskel på designskoler, men designprocessen er med tiden blevet akademiseret. På rigtig mange designuddannelser foregår meget af undervisningen som en passiv læringssituation, med en underviser der fortæller og måske viser billeder imens.
Selvom det kan være enormt værdifuldt, når antropologer, historikere og designeksperter deler ud af deres guldkorn, er vi ifølge Mette Bak Andersen nødt til at kigge på, hvordan vi kan få materialerne tilbage i designuddannelserne – som de var det før i tiden – sådan at man arbejder med rigtige materialer i designprocessen. Og så skal de studerende undervises af eksperter som ikke kun ved noget, men også er i stand til at udføre:
”Det kan være super spændende med en professor i antropologi, og deres viden kan sagtens bidrage til design, men vi er nødt til at have nogle faglige fyrtårne, som forstår sig på materialer, og som kan bidrage direkte til fagligheden ved selv at kunne udføre.”
For mange designere er det først til sidst i processen, at man forholder sig til en materiale-virkelighed, en uheldig rækkefølge som, ifølge Mette Bak Andersen, er dybt indlejret i den moderne designer.
Men hvis man virkelig vil designe et produkt, der er kompatibelt med cirkulær økonomi, så kræver det en viden, der kun kan opnås ved at kende materialerne og bogstaveligt talt have hænderne nede i dem.
”Hvis vi ikke forstår og kender vores ressource og dets ophav, så ved vi heller ikke noget om de sociale og miljømæssige konsekvenser. Og det samme gælder i øvrigt produktion og pris – hvis du vil lave noget, der er billigt, kræver det, at du kender materialet,” siger Mette Bak Andersen.
Hendes løsning er i højere grad at flytte undervisningen ind i laboratorier. Faktisk bytte rundt så man indimellem har en forelæsning, men grundlægende arbejder i laboratorier:
”Værksteder kan i princippet det samme, men hvis man mener det med labs seriøst, så er det et sted, hvor viden undersøges, og hvor man eksperimenterer med materialer og design. Og underviseren skal selv kunne styre maskinerne, og vise hvad hun mener - eller i hvert fald indgå i et tæt samarbejde med værkstedslederen,” siger Mette Bak Andersen.
”Den dualistiske opdeling af hjernen der tænker, og hænderne der arbejder, er grundlæggende gammeldags. Det er ikke super vigtigt at kende det præcise smeltepunkt for polypropylen - det kan man læse sig til. Men det er vigtigt at have set det smelte, set et materiale blive nedbrudt og et andet formere sig. Kun sådan kan du lære og rent faktisk være i stand til at designe bæredygtigt, med alt hvad det indebærer af produktion uden giftstoffer, at produktet kan skilles ad og genbruges, at det kan holde længe og eventuelt nedbrydes.”
Mette Bak Andersen forsvarede sin ph.d. ’From matter to form – Reintroducing the material dialogue from craft into a contemporary design process’ den 6.december på KADK.
Assessment committee:
Mark Miodownik Professor of Materials and Society, Department of Mechanical Engineering, University College London, UK Thomas Binder Professor in Sustainability and Design, Lab for Planet, Design School Kolding, Denmark Flemming Tvede Hansen Associate Professor, Institute of Architecture and Design, KADK, Copenhagen, Denmark (Chair of the assessment committee)
Principal Supervisor:
Per Galle Associate Professor, FDRS, Institute of Architecture and Design, KADK, Copenhagen, Denmark (Chairperson of the defence)
The thesis is the result of a PhD project financed by KEA – Copenhagen School of Design and Technology and accomplished at the Institute of Architecture and Design, KADK. The thesis is available to look through for interested persons at the Library of Architecture, Design and Performing Arts, Danneskiold-Samsøes Allé 50, 1434 Copenhagen K.
