Gustav Arentoft og Wolox er nomineret til Årets KEApraktik. Gustav fik lov at omlægge strategien for det amerikanske marked og skabte dermed øget værdi for det argentinske bureau.

 

Selvom Wolox er placeret i Buenos Aires, Argentina strækker virksomhedens kunder sig ud over Sydamerikas grænser – ikke mindst til USA og særligt New York.

”Hurtigt efter jeg var begyndt min praktik, opdagede jeg, at de strategier virksomheden brugte i de latinamerikanske lande ikke var optimale i USA. Derfor tog jeg allerede på min tredje dag en samtale med min chef om et skift, hvilket han gik med til,” siger Gustav Arentoft, som læser Business & IT på KEA.

Og den nye strategi var en rigtig beslutning:

”Den har virket super godt. Jeg kører konstant Business Intelligence ved siden af, så jeg kan se vores forbedringer uge for uge for hele det amerikanske marked.”

Og det bekræftes af Santiago Samra fra Wolox:

”At have Gustav som praktikant har væren en fremragende oplevelse. Han lærer hurtig, er en autonom og ansvarlig person. Han faldt også hurtigt ind i resten af holdet og foreslog forbedringer af virksomhedens processer. At have en praktikant fra KEA har givet os mulighed for at genoverveje den måde, vi arbejder på. Han bragte nye tanker med sig og vi kunne lære af hans arbejdsmetoder. Det er utroligt, hvordan vi nyder godt af hinandens forskellige kulturer og samarbejdet.”

Gustav Arentoft er sammen med fire andre studerende og virksomheder nomineret til Årets KEApraktik. Vinderen offentliggøres den 24.april og går videre til den nationale konkurrence Årets Erhvervsakademipraktik, som i år afholdes i LEGO House i Billund den 16.maj.

Juryen, som har udvalgt de fem nominerede til Årets KEApraktik blandt de mange indstillinger, bestod i år af Anne Christine Persson, CEO i Monies, Mikkel Jespersen fra 1508 og Charlotte Teinby, HR Business Partner i Solar.