I en storby er der behov for grønne oaser, og det er Reffens store potentiale, hvis du spørger de studerende på 2.semester på Marketing & Communication Design.

Som led i deres udviklingsarbejde har folkene bag Reffen bedt de studerende på Marketing & Communication Design komme med deres bud på, hvordan man kan gøre det attraktivt at tage til Refshaleøen – også når vejret ikke står på høj sol og blå himmel.

De studerende gik til opgaven fulde af inspiration – de har nemlig lige været på studietur til henholdsvis Paris og Rom for at se nærmere på de mest kreative og bæredygtige tiltag der. Eksempelvis ’La REcyclerie’ i Paris, som ligger i en tidligere togstation og udover café, restaurant og bar også er urban gardening, events og en recycle workshop.

Gruppe 18 havde udviklet en strategi for et grønnere Reffen med et blødere og knap så industrielt udtryk – direkte inspireret af studieturen til Rom.

”Vi syntes, der manglede noget, der kan opveje det meget urbane udtryk som et gammelt industriområde kan have. I Rom fik vi inspiration til, hvad en god helhedsoplevelse indeholder. Vi har valgt at arbejde videre med elementer såsom planter, kurser og transparens i form af opskrifter og synlige råvarer.”

Gruppens koncept ’Fortællingen om et grønnere Reffen’ lægger vægt på Reffens grønne tilgang, som de i højere grad vil formidle og visualisere – dogmet om “reduce and reuse” skal synliggøres for forbrugeren.

Udover genanvendt emballage og plantekasser af genbrugstræ har gruppen også fokuseret på interaktion med gæsterne i form af blandt andet mulighed for at leje container-haver på toppen af de containere, der ikke benyttes som madboder. Men også madlavningskurser med Reffen-råvarer og undervisning af madbodernes ejere. Alt sammen med det formål at øge besøgstallet med 60 procent.

Også Gruppe 19 havde valgt at skabe tilhørsforhold og mer-oplevelse i form af madlavningsevents, som skal bringe folk sammen.

For at forlænge oplevelsen får deltagerne et net, der kan bruges, når de fremover handler på Reffen og på sigt som markedsføring i bybilledet. Nettet skal indeholde frø, så de selv kan skabe en grøn oplevelse samt en folder med opskrifter fra dagen og en drikkevarebillet, som kun kan bruges samme dag og derfor inviterer til, at man får en øl med de andre deltagere eller sine venner.

”Det har været et spændende samarbejde, hvor alle de tanker og al den umage de studerende har gjort sig tydeligt kunne ses i deres præsentationer. Vi har fået et stort udvalg af idéer, der er genereret med helt friske øjne. Der var mange gode idéer, flotte designs og en klar kobling mellem Reffen, deres studietur og produkt,” siger Brandis Brandsdottir, Head of Communicaton hos Julian Group, der står bag Reffen.