Mai Johansson begyndte at designe smykker, mens hun læste E-design på KEA. Nu bliver de solgt i Companys butikker, og hun har netop indgået aftaler med Tyskland og Kina.

Det kommer ikke bag på udviklingskonsulent på KEA Gunnar Näsman, at Mai Johansson har fået succes:

”Første gang jeg mødte Mai var som censor på hendes praktikeksamen tilbage i 2011. Det er en af de få, jeg husker. Hun var i praktik i en møbel- og indretningsbutik, der ikke havde styr på sit lager, hvorefter Mai ’bare lige lavede’ et system, så den arme butik fik styr på deres lager og deres varer.”

Mai Johansson begyndte at designe og lave sine egne smykker, da hun læste først E-design og siden Ideation Design på KEA. Herfra startede hun en blog, som så førte til en webshop og udvikling af hendes brand. 

”Det slående ved Mai er hendes uhøjtidelige tilgang til opgaver. For Mai er opgaver til for at blive løst, fremfor at vurdere hvorvidt man er for fin til det, om det ligger inden for ens område eller lign. På den måde er Mai et rigtig godt eksempel på, hvad der skal til for at starte egen virksomhed, og det er på ingen måde nogen tilfældighed, at Mai Copenhagen er, hvor det er,” siger Gunnar Näsman.

Hendes smykker kan blandt andet fås i Companys på Strøget, efter de havde spottet hende på Instagram. Men inden længe kan hendes smykker også købes i Tyskland og Kina:

”Jeg har lavet en aftale med en tysk salgsagent, som har et 300 kvm stort showroom i modecentrum i Hamborg, og en kundekreds på over 400 som besøger ham hvert år. Han sælger accessories, og mine smykker bliver de eneste smykker han kommer til at sælge. Det er en meget står mulighed,” siger Mai Johansson.

”Samme type aftale har jeg lavet med en kinesisk kvinde, som er bosiddende i Danmark, men som har et stort netværk og hjælper danske virksomheder med salg i Kina. Hun skal få os ind i kinesiske butikker, stormagasiner samt e-commerce platforme.” 

Se mere her.