VVS-installatøruddannelsen har for Peter Midskov Hansen ført til ansættelse som VVS-ingeniør i Europas førende rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed Sweco. Peter vil gerne gøre op med, at videregående uddannelser kun er for de boglige.

Da Peter Midskov Hansen i sin tid gik i lære som VVS’er, var det med en lyst til at bruge hænderne frem for at sidde på skolebænken. Efter 12 år som svend fik Peter dog mod på nye udfordringer, hvorfor han i 2019 startede på den 2-årige videregående uddannelse som VVS-installatør på KEA – Københavns Erhvervsakademi. En uddannelse, han er blevet klar over, der ingen ledighed har blandt nyuddannede, fordi der er rift om folk med praktisk erfaring.

”Uddannelsen giver rigtig gode jobmuligheder, fordi vi netop har den praktiske erfaring med fra vores baggrund som de udførende. Vi har mere grundlæggende forståelse for de forskellige anlæg og kan derfor designe dem bedre. Man går fra som svend at skulle lave andres løsninger til selv at være den, der finder løsningerne.”

Jobkontrakt på plads før eksamensbeviset

Peter Midskov Hansen bliver færdig med VVS-installatøruddannelsen til sommer, men har allerede skrevet under på ansættelseskontrakt som VVS-ingeniør i den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed Sweco, hvor han også har været i praktik i løbet af uddannelsen.

”Jeg føler mig virkelig hjemme i rådgiverbranchen, for det er her, man får lov til at tænke løsninger ind fra starten af og selv finde de rigtige løsninger,” siger Peter.

Videregående uddannelser er for alle

Peter havde som VVS-svend ikke tænkt, at han en dag skulle få arbejde som ingeniør, som er en titel, der beror på teoretisk tyngde.

”Jeg var meget i tvivl, før jeg startede på KEA, om en videregående uddannelse var noget for mig – om jeg kunne følge med i det boglige. Det har heldigvis slet ikke været noget problem. Teorien, vi har lært, giver jo mening i praksis, og jeg forstår nu meget bedre baggrunden for de opgaver, jeg har arbejdet med som svend, ” siger Peter og giver samtidig andre faglærte et råd med på vejen:

”Jeg vil sige til andre håndværkere, hvis de overvejer at læse videre, at de bare skal gøre det. Det er supergodt, især også for éns personlige udvikling. Man udvikler sig virkelig af at starte på sådan et studie. Det er ikke kun det faglige, der rykker sig; det er også på det personlige plan.”