Lucie følte sig presset til hurtigt at starte på en uddannelse. Det blev Politiet, og det har ikke været spildt, men nu forfølger hun drømmen og sin kreative åre og har søgt ind på Smykker, Teknologi og Business. For det er vigtigt at turde og lytte til sig selv.  

Da Lucie Hirschauer blev student, havde hun en oplevelse af, at tiden løb fra hende. At det var vigtigt, at hun hurtigst muligt valgte en uddannelse.

Skærmbillede 2022 07 21 kl. 22.11.52”Hvis jeg havde haft den viden, jeg har nu, havde jeg gjort meget anderledes,” siger Lucie. ”Men dengang følte jeg ikke, jeg havde tid. Jeg tænkte, at jeg bliver nødt til at søge ind nu, ellers har jeg ikke noget liv.”

Tør at turde

Følelsen af at det skulle gå meget stærkt, efter huen var kommet i hus, kom lidt fra venner og lidt fra skolen, men ikke hendes forældre.

”Min mor var egentlig god til at sige ’Bare gør det, du har lyst til’,” siger Lucie Hirschauer, som søgte ind i Politiet og i dag arbejder med at opklare økonomisk kriminalitet. Et job hun  er glad for, men noget af det, hun ville have gjort anderledes, var at tage sig bedre tid og stole på den indre stemme:

”Jeg kunne godt have ventet et år eller to med at beslutte mig. Tjent lidt penge og været lidt friere i at gøre de ting, jeg havde lyst til at gøre – turdet mere og lyttet mere til mig selv og mindre på andre. Springe ud i det, der måske føles umuligt i første omgang.”

Og det gør 26-årige Lucie Hirschauer så nu: Hun har søgt ind på Smykker, Teknologi og Business på KEA.

At blive til sig selv

Noget af et spring vil nogen måske mene. Men i virkeligheden handler det om, at vi mennesker er sammensatte, og at der er mange måder at blive til noget – eller sig selv – på.

”Jeg har altid haft to sider - en sporty side, der godt kan lide at arbejde med mennesker, og hvor man kommer ud og bruger sin krop i sit arbejde. På den anden side kan jeg godt lide at være kreativ og bruge mine hænder rigtig meget. Og jeg har en fornemmelse af, at hvis jeg ikke prøver at udleve den kreative side, kommer jeg til at fortryde det,” siger Lucie Hirschauer.

”Og det at KEAs smykkeuddannelse integrerer det kreative med det teknologiske og business, synes jeg er en megafed kombination.”

Den 28.juli får Lucie Hirschauer svar på, om hun er kommet gennem nåleøjet til smykke-uddannelsen.

Drømmer du om at designe og skabe produkter, og blive klogere på materialer, produktionsformer og teknologi, så er der stadig ledige pladser på Produktionsteknolog-uddannelsen. Se og læs mere her.