Når efterspørgslen presser modeindustrien i retningen af mere "fast fashion", er det vigtigt, at designuddannelserne i Danmark går forrest og hjælper virksomhederne på rette vej i håndværkets og bæredygtighedens navn.

Ved udstillingen Circular Fashion and Textile Days under dette års modemesse CIFF stillede debatten "The Role of Craft in Fashion Education" den 12. august skarpt på håndværkets rolle i fremtidens designuddannelser. Med en øget efterspørgsel på fast fashion samtidig med, at designuddannelserne undergår en større og større akademisering, sætter det håndværkskunsten under pres. Med et øget fokus på de akademiske kompetencer, fylder håndværket nemlig mindre og mindre på designuddannelserne, og derfor var udbyderne af designuddannelser i Danmark samlet til debat om fremtiden.

I debatten deltog blandt andre Asta Veisig Baggesen, som er adjunkt på KEAs Sustainable Fashion Tec-specialiseringen på uddannelserne Designteknolog og Design & Business, som argumenterede for vigtigheden af netop det gode håndværk:

"For at kunne leve op til efterspørgslen og dermed hastigheden i markedet, bliver håndværket i stigende grad outsourcet til lande med billigere produktion. Det har desværre den konsekvens, at såvel produktkvalitet som pasform bliver af ringere kvalitet," fortæller Asta og fortsætter:

"God kvalitet handler både om kvaliteten af stoffet, kvaliteten af syningerne og kvaliteten af designet, men det handler også om at bruge den tid, det kræver at skabe den rette pasform, så tøjet sidder godt. Gør det ikke det, er det, at tøjet ender som affald, og det er alt andet end bæredygtigt."

Foto: Lifestyle & Design Cluster

Kan fast fashion være bæredygtigt?

Morten Dybro, Head of Sales and Development i brancheorganisationen Dansk Mode og Textil, argumenterede under debatten for, at modebranchen er nødt til at følge med i markedets udvikling og foreslog, at Danmark fokuserer på at udkonkurrere især Østen på fast fashion, da dansk kvalitet er langt bedre, og vi i Danmark i forvejen gør en masse for bæredygtighed.

Op til 60 % af alle garderober er "passivt tøj", det vil sige tøj, der ikke bliver brugt, fordi det er forkert størrelse, forkert pasform osv.

 

Ifølge Asta Veisig Baggesen og flere af de øvrige debattører er det dog en farlig sti at bevæge sig nedad, for selvom dansk kvalitet er bedre end mange steder i Østen, så er der stadig meget danskproduceret tøj, som ikke bliver udnyttet godt nok:

"Op til 60 % af alle garderober er "passivt tøj", det vil sige tøj, der ikke bliver brugt, fordi det er forkert størrelse, forkert pasform osv. Selvom vi i Danmark gør meget for bæredygtigheden i mode- og tekstilindustrien, bliver der i vores tøjproduktion også spildt en masse ressourcer. Det er derfor farligt bare at gå med strømmen i markedet," fortæller Asta.

Ifølge EU’s tekstilstrategi fra 2022 skal tekstilbranchen i Europa skal være modstands- og bæredygtig og baseres på cirkulære løsninger, hvilket vil få betydning for hele branchen og også den måde, der undervises på ved landets designuddannelser. Her er der nationalt allerede en fælles vision om at uddanne dimittender, der kan hjælpe branchen på ved mod en mere bæredygtig branche.

De studerende skal påvirke virksomhederne

Men hvad gør man så på uddannelsesinstitutionerne for at forsøge at løse den gordiske knude af markedsmæssige, samfundsmæssige og miljømæssige krav til modebranchen og -uddannelserne? På KEA forsøger man med den relativt nye uddannelsesspecialisering "Sustainable Fashion Tec" at tænke bæredygtighed, teknologi og forretning sammen – uden at glemme håndværket.

"Vi har på KEA fokus på bæredygtighed, og på at vores designs skal passe ind i behovene hos forbrugerne. Vi forsøger desuden med vores fokus på teknologi at forbedre design- og produktudviklingen for eksempel ved brug af 3D virtual prototyping," fortæller Asta.

Indholdet på designuddannelserne er dog kun en del af løsningen. Det, de studerende gør med deres læring efterfølgende, er endnu vigtigere:

"Det er vigtigt at vi uddannelsesinstitutioner går foran med vores undervisning, for det danner grundlaget for, at vores studerende tager al deres lærdom med ud og får omsat til praktiske løsninger i virksomhederne. Og det er jo i virkeligheden dér, vi vil se forandringerne: Igennem de studerendes fingeraftryk i virksomhederne," afslutter Asta.

Debatten "The Role of Craft in Fashion Education" kan ses i fuld længde på Lifestyle & Design Clusters hjemmeside.