JeriLee Unold skal passe sine to børn samtidig med studier, opgaver og eksamen på KEAs top up i Design & Business – isolationen og angsten gør det ikke nemmere. Heldigvis kan KEAs studievejledning hjælpe.

JeriLee Unold er 32 år og studerer Communication Design på Design & Business-uddannelsen på KEA. Hun er også mor til to børn, som ligesom andre børn ikke kan komme i institution og skole:

”De første par dage efter Mette Frederiksens udmeldning om nedlukningen af Danmark, blev jeg ramt af voldsom angst og frygt. Indtil da havde jeg tænkt, at folk var over-paniske med deres masker og håndsprit. Men udmeldingen kom samtidig med, at min søn på 8 år lå syg med feber og hoste. Jeg blev så ramt af hele situationen, at jeg frem til mandag ikke skænkede KEA, studier og eksamen en eneste tanke.

Skærmbillede 2020 03 24 kl. 09.41.45Men virkeligheden halede ind på mig. Det blev mandag, og jeg havde nu kun to dage til at skrive eksamensopgave, samtidig med at jeg var alene med min 3-årige datter, der var i stærkt underskud af stimulans. Oveni eksamensopgave og min datter kom de daglige afleveringer på valgfaget Fotografering og feltengagement. Det hele ramlede for mig, og jeg havde hverken overskud til at aktivere min datter eller holde orden i hjemmet, og kunne på ingen måde samle tankerne omkring eksamensopgave og gruppearbejde.

Flere gange undervejs overvejede jeg, om jeg skulle aflevere blankt til eksamen, og tage re-eksamen når alt det her er overstået. Men natten inden kæmpede jeg mig igennem og fik afleveret. En uge inde i Danmarks lockdown kunne der endelig skimtes et lille smil på mine læber igen.”

Selvom den digitale undervisning fungerer fint rent teknisk, så har den manglende analoge interaktion med undervisere og medstuderende været udfordrende for JeriLee:

”Jeg er den type, der lærer bedst ved klasseundervisning, hvor jeg kan stille en masse spørgsmål og reflektere over det fremlagte. Det mangler jeg virkelig lige nu. Jeg føler slet ikke, jeg kan følge med, og derfor har jeg også sendt mine undervisere et hav af mails med alle mulige spørgsmål. Vejledningen på Skype har været rigtig god til at afhjælpe det problem lidt, samtidig med at man også får et andet menneske at se, mens man får vejledning.
Jeg gruer lidt for vores mundtlige eksamen i slutningen af marts, og hvordan den kommer til at skulle forløbe over Skype. Og så krydser jeg fingre for, at vi snart kan komme tilbage på KEA og have almindelig undervisning, som vi plejer.”

Studievejledningen er der for dig

JeriLee Unold er ikke den eneste, der har det sådan. KEAs studievejledning modtager en del henvendelser disse dage fra pressede studerende:

”Livet som studerende på KEA har pludseligt taget en hel ny drejning. Fra at følge et studie med forventning om megen praksisorientering og tilstedeværelse på skolen, er man nu sendt hjem og skal studere på egen hånd i et omfang, man ikke er vant til - ofte i selskab med et eller flere børn, der naturligvis også gør krav på opmærksomhed. Det er en udfordring, og KEAs studie- og karrierevejledning modtager i disse dage en del henvendelser fra studerende, som føler sig noget pressede af forventningerne om fuld studieaktivitet, selvom vilkårene for at studere er nye for alle - og særligt vanskelige for nogle,” siger Per Gad-Hansen, administrativ leder af KEAs studie- og karrierevejledning.

Studievejlederne kan ikke knipse problemer væk eller hjælpe med børnepasning, men de kan ofte give god hjælp til at overskue situationen og komme med ideer til, hvordan udfordringerne kan håndteres.

”Vi er vant til at lægge ører til lidt af hvert, og det er faktisk også en del af opgaven: at være nogen man kan kontakte og lette sit hjerte overfor. Og vi er gode til at skitsere muligheder i den givne situation, den studerende står i, og vi kender også tips og tricks til, hvordan man kan planlægge sin tid og opretholde social kontakt, selvom man er hjemme,” siger Per Gad-Hansen.

Nikoline Scanholm er studie- og karrierevejleder og sidder lige nu og vejleder studerende, der kæmper med de samme udfordringer som JeriLee Unold:

”Jeg havde online vejledning med en studerende tidligere i dag, hvor jeg foreslog hende at lave virtuelle frokostaftaler med sine medstuderende/studiegruppe for på den måde at få lidt social kontakt og mulighed for lige at vende dagens op- og nedture. Den idé tog hun rigtig godt imod.

Sammen med en anden studerende med børn, udviklede vi en hjemmearbejds-teknik. Det blev til post-it sedler på væggen med dagens arbejdsopgaver, som hun så kunne rykke fra 'to do' til 'udført'. På den måde kunne hendes to børn også bedre følge med i, hvor længe der var til, at mor kunne holde fri med dem om eftermiddagen.”

Du kan kontakte KEAs studie- og karrierevejledning på mailen Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Eller finde telefonnumre på relevante studievejledere her