Grundlæggeren af Thorsbear blev så imponeret af Brand Design-studerendes løsning, at hun valgte at købe den – på trods af, at det betød nyt navn, nyt logo og helt ny historie.

”Folk tror, du er et fancy tøjmærke eller en brændeovnsproducent. Du er ikke børne-agtig nok, og dit navn duer ikke.” Sådan lød den kontante besked fra de studerende på Brand Design til designer og virksomhedsejer Michelle Thorsbrenner, som lige havde solgt sin pusletaske til 22 lande og gennemført en særdeles succesfuld Kickstarter-kampagne med 127 procents funding.

”Jeg tænkte bare PIS! På det tidspunkt havde jeg lige brugt 30.000 på at patentere mit navn.”

”De studerende var sindssygt dygtige. Det er næsten pinligt, så tydeligt det var for dem, hvilke udfordringer jeg stod med - også dem jeg ikke selv kunne sætte fingeren på - og hvor nemt det var for dem at se en løsning. De forstod mit brand, mine udfordringer og samtidig de restriktioner, der er,” siger Michelle Thorsbrenner.

De studerende slog benene væk under Michelle Thorsbrenner – på den bedste måde. Men især én af gruppernes løsning var ikke til at få ud af hovedet bagefter. Saskia, Julia og Christian havde via research og analyser identificeret, at kommunikation og branding ikke appellerede til den ønskede målgruppe, så deres koncept foreslog nyt logo, ny typografi og tagline.

”Deres koncept var spot on. Thorsbear signalerer i langt højere grad børn og outdoor. De overraskede mig med flere indsigter, jeg enten ikke selv var kommet frem til, eller som de havde formuleret bedre end mig. De kom med det indspark jeg sådan higende efter at få. De gav mig den brandguide, som alle siger, du skal få lavet, men som du ikke får lavet, fordi der er tusind andre ting man skal ordne som iværksætter – du skal også være revisor, snakke med fabrikker og sælge.”

Det ene gruoppemedlem var taget tilbage til Barcelona, men Saskia, Julia og Christian blev ansat på en freelancekontrakt. Som blev en lærerig proces for alle.

”Det var helt utroligt fedt, at vi fik mulighed for at sælge vores koncept, og at det blev købt allerede på studiet. Vi gik fra skoleprojekt til at arbejde professionelt – og det er det, vi kan på KEA. Pensum og undervisning er skræddersyet til det virkelige liv, og underviserne trækker ikke kun på teorier, data og principper, men også på deres erhvervserfaring,” siger Julia Yeomans og Christian Arnfred Lynge Larsen.

Underviserne opfordrer de studerende til også at turde skubbe til rammerne, som det var tilfældet med konceptet til Thorbear, men på baggrund af grundig research:

”Man kan godt starte direkte i den kreative proces og lave en hurtig idegenerering, men på KEA bliver der gjort meget ud af at indsamle data og analysere. Og det grundige forarbejde gør, at resultaterne bliver virkelig gode – ideerne får en anden dybde, er mere klare og ikke mindst skudsikre, når man står overfor kunden. Vi lagde stor vægt på at forslaget var implementerbart og realistisk at føre ud i livet,” siger de to tidligere Designstuderende, som dimitterede fra Brand Design i februar.

Gruppen vidste, at de skulle i praktik kort efter, de havde solgt konceptet til Michelle Thorsbrenner, så de satte en deadline og delte opgaverne op i mindre projekter med hver sin deadline, og på den måde fik de re-designet ikoner, lavet brandguide og justeret det visuelle formsprog. De designede emballage og nye produkter og udarbejdede en række grafiske elementer, som Michelle Thorsbrenner implementere, hvor de passede for at samle identiteten.

”Vi prøvede at sørge for, at når hun selv stod med det, så havde hun, hvad hun skulle bruge og kunne implementere det på web og Instagram. Det var utroligt lærerigt at sætte et projekt op for- og sammen med en kunde. Det gav os mulighed for efterfølgende at analysere på, hvad vi kunne gøre bedre næste gang,” siger Christian og Julia.