Bådebygger, dyrlæge, kok, musiker. Produktionsteknologstuderende kommer med mange forskellige baggrunde, men to ting har de til fælles: Motivationen for at arbejde med kreativitet, og ønsket om gode og brede jobmuligheder, når de er færdiguddannede.

Det er ikke fordi, produktionsteknologuddannelsen er en uddannelse, de fleste kender, men hvert år valfarter en divers skare af mennesker i forskellige aldersgrupper og med forskellige uddannelser i rygsækken alligevel til KEA med drømmen om at udleve deres kreativitet. Herunder fortæller tre studerende om deres baggrunde, og hvorfor de har valgt at læse til produktionsteknolog:

Mikael Aabolt Mols Poulsen

"Jeg elsker musik og startede i sin tid på musikvidenskab. Jeg savnede dog noget konkret og mere håndgribeligt, der samtidig udfordrede mig kreativt. Noget hvor jeg kunne kombinere teori og praksis. Jeg har altid været interesseret i det tekniske, hvad end det har været at skrue på cykler eller rode med musikinstrumenter. Efter gymnasiet arbejdede jeg først som først lærervikar og senere som fastansat lærer i tre år, men det var ikke noget, jeg drømte om at lave resten af livet. En dag hørte jeg om produktionsteknologuddannelsen, og at det var en kort uddannelse med mange karrieremuligheder, og en uddannelse hvor man får sin kreativitet bragt i spil. Undervejs på uddannelsen har jeg fundet ud af, at det at planlægge og sætte ting i systemer er lige mig, og derfor har jeg specialiseret mig inden for produktionsplanlægning. Jeg blev færdiguddannet i juni, men allerede i maj startede jeg som produktionsplanlægger i RODAN Technologies, hvor vi fremstiller kabler ud fra kundespecifikke ordrer."

 

Mikael

Lisa Johanna Harrsen

"Jeg kommer fra Malmø men flyttede til Danmark for 15 år siden for at læse til dyrlæge. Efter noget tid som dyrlæge blev jeg ramt af stress og blev sygemeldt. Min kreative lyst blev dog vakt under et aktiveringsforløb, og jeg tog derfor grundforløbet som møbelsnedker og møbelpolstrer. Men da jeg fik kendskab til KEA og deltog i Åbent Hus, blev jeg simpelthen fanget af uddannelsen og det cirkulære i, at man lærer om hele processen fra start til slut; fra idé til produktudvikling og kvalitetssikring – og jeg er vildt glad for det! Jeg var gravid, da jeg startede og tog så et års barsel efter 1. semester, men vendte tilbage og tog 2. semester, som jeg lige har afsluttet. Èn af de mange gode ting ved uddannelsen er det der med at arbejde i grupper og bare blive kastet ud i et projekt fra day one. Det er skræmmende, men også fedt. Man får virkeligt udfordret sine grænser, men det har været sjovt og lærerigt. Når jeg er færdiguddannet, vil jeg gerne arbejde med noget FemTech, altså teknologi og produktudvikling, der har kvinder som omdrejningspunkt. Der er stadig alt for mange produkter, der kun er produceret til mænd, hvor man har glemt, at halvdelen af verdensbefolkningen jo altså består af kvinder. Der var bl.a. eksemplet med Siri, som ikke kunne forstå, hvad kvinder sagde, fordi deres stemmeleje lå for højt eller eksemplet med sikkerhedsseler i biler, hvor man i designet af disse ikke har taget højde for kvinder og deres statur, hvilket betyder, at kvinder har en meget højere risiko for at komme til skade i biluheld. Så det område vil jeg vildt gerne arbejde med og være med til at rette op på!"

 

Lisa

Gabriel Fattah

"Siden 10. klasse har jeg arbejdet som mange forskellige ting; både kok, vagt og selvstændig. Sideløbende med det har jeg læst på HF uden at ville, hvad jeg ville bruge den til. Men en dag var der en ven, der fortalte mig, at han havde hørt om produktionsteknologuddannelsen, og det lød lige som noget for mig. Det var det, og jeg har aldrig fortrudt, for det er en bred og kreativ uddannelse, der kan føre dig i mange retninger. Jeg har taget den internationale linje, fordi jeg drømmer om at rejse ud i verden og tænke nyt og kreativt. Mit drømmejob er i en dansk virksomhed med produktion i udlandet, hvor jeg kan blive sendt ud og arbejde med at gentænke og optimere deres produktionsprocesser og arbejde med Lean. Jeg har lært, hvor stor en udfordring det kan være at få medarbejdere i en produktion til at udføre nye tiltag, og hvor vigtigt det er at lytte til medarbejderne. Jeg vil rigtig gerne være den, der skaber balance mellem ledelsens behov og medarbejdernes behov. Uddannelsen har også givet mig rigtig meget personligt. Jeg ser mig selv som lidt socialt akavet, men på uddannelsen har jeg lært at arbejde sammen med mange forskellige mennesker. Det har altid vært svært for mig, også på arbejdsmarkedet, men det har jeg lært nu på KEA."

 

Gabriel

Jonas Christian Ruzowitzky

"Efter gymnasiet arbejdede jeg fire år på sejlbåde i udlandet. Herefter fik jeg lyst til at studere noget, der var teknisk og kreativt, og her faldt valget på produktionsteknologuddannelsen på KEA. Udover det tekniske og kreative betød det noget, at uddannelsen var et intensivt forløb på kun to år. Der var ikke kun fokus på det teoretiske, men i høj grad også på det praktiske, og det kunne jeg godt lide. Som valgfag valgte jeg Technical Cad Modelling og Cad Cam Prototyping – det var de fag, der ville give mig de mest konkrete skills i forhold til produktudvikling og 3D-modellering, som interesserer mig meget, og som er den vej, jeg gerne vil gå i forhold til job. Med uddannelsen har jeg opnået en bred forståelse for produktion og udvikling og for, hvordan det store billede hænger sammen. Derudover har det, at vi har arbejdet meget i grupper og har arbejdet meget selvstændigt med vores projekter lært mig at omgås og samarbejde med andre mennesker, hvilket jeg tror er meget vigtigt. Hvis jeg får en idé til noget, jeg vil sætte i produktion eller en idé til noget, jeg vil opfinde, så kender jeg til hele processen fra start til slut – og jeg synes, jeg ved nok til at vide, hvad jeg ikke ved! Hvis man er bredt interesseret i noget kreativt og ikke kun i hårde skills, men også i bløde skills som fx projektplanlægning og desuden er lidt teknisk minded og problemløsningsorienteret, så vil jeg helt klart anbefale uddannelsen. I mit fremtidige job vil jeg arbejde med med produktudvikling og med mennesker samt have mulighed for at rejse. Det må gerne være afvekslende og skifte lidt."

Jonas

 

Historien er skrevet af Camilla Reslet og Stine Harboe Petersen.