Emma Hjortdal designer for brandet Wair, der tager bæredygtige sko til nye grønne højder. Hver dag bruger hun de kompetencer, hun fik på KEA – både ift. design, forretning og bæredygtighed.

Emma Hjortdal skrev bachelorprojekt på KEA om genanvendelse af hospitalstekstiler, så derfor gav det super god mening for hende at deltage i 'Den Cirkulære Tekstil Challenge', en konkurrence, der handlede om at genanvende netop hospitalstekstiler.

Men Emma Hjortdal vandt ikke, det gjorde derimod Lili Dreyer, som siden stiftede Wair. Lili skrev til gengæld til Emma Hjortdal efterfølgende og bad hende udvikle et nyt sko-design til Wair - og i dag er Emma medejer.

designerswithoutborders emma 1024x1024”Jeg bruger meget af det, jeg har lært på KEA - nok mere end jeg er klar over. På uddannelsen arbejdede jeg utrolig meget med tekstilaffald og upcycling, så det er jeg blevet ved med hos Wair. Derudover er det et kæmpe plus, at jeg også ved noget om markedsføring og det at drive en virksomhed. Foruden min tilgang til design og bæredygtighed.”

Wair er de første til at producere skalerbare sko af tekstilaffald. I første omgang modtager de tekstiler fra deres tekstilpartnere - heriblandt arbejdsbukser fra ELIS og jeans fra Why7 – og så designer de, ud fra de materialer, de har til rådighed.

 

”Vi tænker alle processer af skoen i en bæredygtig kontekst og tager stilling til, hvilke materialer der er bedst til genanvendelse og for miljøet. Vi bruger for eksempel 70 procent genanvendt gummi til sålerne, 100 procent genanvendt bomuld til snørebåndene og vandbaseret lim,” siger Emma Hjortdal.

Og mindst lige så vigtigt, så tager Wair også skoene tilbage efter brug og sender dem til genanvendelse hos deres producent.

Men er der overhovedet brug for et skobrand mere, når der findes mærker som Veja?

”Vi er på ingen måde ligesom Veja, da de i første omgang slet ikke bruger tekstilaffald. Og Wair startede faktisk, fordi Lili gerne ville have et billigere og et mere bæredygtigt alternativ til for eksempel Veja,” siger Emma Hjortdal.

DSC 0717Wair er også skalerbar produktion – det vil sige, at de ikke bare producerer en masse, som kan risikere ikke at blive solgt, de producerer derimod efter bestillinger.

”Den seneste kollektion solgte 70 par på forhånd, og der blev kun produceret en smule flere. Man kan selvfølgelig altid håbe på mere salg, men alt taget i betragtning, er vi meget tilfredse og har fået mega god respons på dem!” siger Emma Hjortdal og fortæller, at Wair forhåbentlig også snart lancerer tøj.

”Jeg er i gang med at udvikle en kollektion, som skal blive en del af vores skalerbare kollektion. Vores vision er at lave produkter, som er klassiske, unisex og muligt at lave skalerbare ud fra de tekstiler, vi har til rådighed. Elis har sendt et overblik over hvilke tekstiler, de virkelig har mange af, og ud fra det har jeg så designet,” siger Emma Hjortdal og uddyber:

”Fordi tekstilerne primært består af vævede materialer - lagener, duge og lignende - er vi ved at undersøge mulighederne for at få det indfarvet på en bæredygtig måde. Det har bare været lidt sværere end forventet at finde et bæredygtigt indfarvningssted, som tager blandede tekstiler og indfarver dem. Ideen er at produkterne skal blive en del af vores faste sortiment.”

Og næste skridt er at genbruge resterne af resterne:

”Vi er ved at kigge på, hvordan vi kan bruge resterne fra vores egen produktion. Når vi har klippet det, vi skal bruge til vores egen produktion, er der stadig mange af delene fra det tekstilaffald vi modtager, vi ikke kan bruge. Så derfor prøver vi prøver at udvikle produkter ud fra disse restmaterialer.”

Se mere og køb Wairs sko her