PBA i Design og Business udviklede koncepter til INDEX: Design to Improve Life – og juletræerne vandt.

INDEX – Design to improve life er en af verdens måske største designpriser. Tidligere vindere tæller Life Straw – et sugerør med indbygget filter, der gør det muligt at stikke sugerøret i beskidt vand og drikke det i områder, hvor der er mangel på rent vand. Der er altså i sandhed tale om design, der forbedrer liv.

Og for de studerende på PBA i Design & Business var det også udfordringen: udvikl et koncept, der forbedrer liv i kategorien Body, Home, Work, Play & Learning eller Community..

Alle ni specialer på Design & Business deltog, og hver gruppe valgte selv udfordring, kategorier, virksomhed og målgruppe.

Vinderne af publikumsprisen blev Gruppe 2 fra Entrepreneurship med 'One Happy Tree’ – et bæredygtigt juletræ, der altid står i en potte, og dermed undgås fældning og deraf udledt CO2 udslip. Juletræs-industrien er i øvrigt en af de mest forurenende på grund af heftig sprøjtning.

Norske Nana-Marie Dale Reichel fra vindergruppen fortæller om One Happy Tree:

”Det har absolut været en lang og hård rejse de sidste seks uger. Til gengæld har jeg lært så utroligt meget. Det har vært spændende at få et indblik i de danske juletraditioner og forsøge at innovere dem. En så essentiel juletradition som juletræet, skal man være forsigtig med ikke at ændre for meget på. Men One Happy Tree passer fint ind i juletiden, uden at det mister værdi. Tværtimod. Nu har julen også en bæredygtig værdi.”

INDEX ser potentiale i projekterne

Blandt repræsentanterne fra INDEX, der vurderede gruppepræsentationerne, var Adam Von Haffner Paulsen, Head of Strategic Communication:

"One Happy Tree repræsenterer en simpel og skalerbar løsning på verdens nok allerstørste udfordring: Global opvarmning og klimaforandringer. One Happy Tree tog udgangspunkt i velresearchet statistik og perspektiverede tallene flot i deres pitch, hvor de lagde op til en god bred implementering, der potentielt kunne opnå betydelig effekt for klimaregnskabet i lande, der fejrer jul."

Om det generelle niveau i de studerendes præsentationer siger Adam:
”Jeg var imponeret over, at niveauet var så højt. Vi er så priviligerede at få lov at kigge på nomineringer fra hele verden hele tiden helt op til fx regeringsniveau. Og jeg tror roligt, vi kan sige, at niveauet her er noget af det højeste. Specielt med tanke på, at de kun har været i gang siden august, så synes jeg, det er enormt flot, hvad de er nået frem til. Det har været sindssygt stærkt, det vi så, og giver store håb for fremtiden”

”Hvis man skal sige et eller andet lidt kritisk, så er det det, at man altid kan bruge længere tid i researchfasen, hvor man lærer så meget som muligt om problemerne. Det kan vi alle sammen altid gøre mere af, for jo mere, man lærer om problemet, jo nemmere får man ved at skabe en skræddersyet løsning til det problem.”

Og det er netop udgangspunktet for INDEX: at man kun bør designe noget, som løser et problem, fordi ellers så skaber man bare flere ting, som der ikke er behov for. Og det er både sjovt og et godt udgangspunkt for en karriere:

”Så har man allerede sin målgruppe, og så behøver man ikke skulle ud og opfinde den,” siger Adam Von Haffner Paulsen.

”Det gode ved flere af dem var, at de også havde fokuseret på, at det lokale kunne blive globalt og skaleres til verdensplan. De havde næsten alle sammen taget kontakt til nogen, som kunne være deres potentielle partnere, hvilket giver et forretningsplansgrundlag, som er vigtigt.”

Om ’One Happy Tree’

’One Happy Tree’ vil gøre op med den traditionelle juletræsbranche, som den fungerer i dag, og gøre den mere bæredygtig:

Hvert år fælder vi mere end 10.000.000 træer, som hvert udleder 788 kg CO2 i gennemsnit. Dette giver i alt 7880.000.000 kg CO2, hvilket svarer til, at alle danskere kollektivt flyver tur-retur til Rio de Janeiro.

Med ’One Happy Tree’ plantes alle træerne i potte for at beskytte de danske skove, reducere CO2 udledning, og man samtidig bevarer de danske juletraditioner.

Vinderne af People's Choice Award:

Alberte Løkken
Cecilie Jessica Larsen
Mads Stærk Christensen
Nana-Marie Dale Reichel
Sofie Amalie Madsen
Troels Bjerresgaard Hjort-Petersen