I dag blev vinderen af designkonkurrencen by BURIN loves KEA fundet. Vinder-tasken er en både iøjnefaldende og praktisk sag, som med det samme imponerede den danske design-virksomhed.

"De studerende har alle lagt et kæmpe stykke arbejde i konkurrencen, og alle afleverede prototyper, der både var meget gennemtænkte samt gode, kreative bud på en by BURIN taske." Derfor var det svært for chefdesigner, Camilla Moesgaard at vælge en enkelt vinder. I sidste ende var hun dog ikke i tvivl om hvem, der skulle løbe med førstepladsen, de 20.000 kr. og praktikholdet hos House of Accessories, der står bag brandet by BURIN: ”Anne-Katrine Lund har afleveret et meget helstøbt projekt. Både arbejdstegning og prototype er nytænkende og meget, meget iøjnefaldende. Der er en lækker balance imellem det rå og det feminine, hvilket passer perfekt ind i by BURINS univers. Anne-Katrine har designet en virkelig smuk og feminin taske. Hun har på fineste vis tænkt by BURIN universet ind i sit design, og vi kan slet ikke vente til tasken lander i butikkerne.”

På billedet er tasken syet op i hvid filt. Den vil blive produceret i læder.

Og det gør den efter planen primo december. Den kommer til at koste et sted mellem 1800-2000 kr.