Hvad er blockchain, og hvad kan danske virksomheder få ud af det? Det har de beskæftiget sig intensivt med på KEA Digital og resultatet er blandt andet et spil, som skal præsenteres i Silicon Valley.

To gange om året går KEA Digital i dybden med en ny teknologi, som typisk er både hypet og svær at forstå. Målet er at udforske og kortlægge den, så de studerende og de små og mellemstore virksomheder, KEA samarbejder med, forstår den og finder ud af, hvordan de kan bruge den.

”De fleste af os kan have en tendens til at tænke ’der er så meget derude, det går nok væk igen’. Men det bliver ingen klogere af,” siger lektor Peder Rudbeck.

Den intensive undersøgelse har blandt andet resulteret i en workshop og paneldebat, hvor der kom over 100 deltagere, som gik derfra meget klogere. 

33869781 2026139091047045 1514613104468557824 n

Der er også udviklet et læringsspil om blockchain, som Anders Høeg Nissen – tidligere P1 Harddisken-vært og nu tech-blogger har lavet en podcast om, som du kan høre her. Du kan høre adjunkt Peter Ulf Jørgensen i rollen som gamemaster, hvis du scroller 10 minutter ind i podcasten. Du kan også bare læne dig tilbage og høre hele podcasten, der giver et fint indblik i blockchain teknologien.

En af deltagerne i KEAs workshop om blockchain var Mette Schiøtz Sørensen fra Udenrigsministeriet, og hun blev så begejstret for spillet, at hun gerne ville have det med til Silicon Valley og den danske Tech Ambassadør derovre.

En gruppe af undervisere skal samtidig over og holde møder og præsentere for CITRIS Berkeley samt Peace Tech Innovation Center på Stanford University.

Begge enheder arbejder med at knuse problemstillinger i tråd med FN’s Globale Udviklingsmål, og her er blockchain interessant, fordi det blandt andet kan skabe ændringer i korrupte samfund ved at sikre, at data (og penge) kommer de rigtige steder hen.

”Det bliver super spændende ikke mindst fordi USA generelt er 5-10 år længere fremme end Danmark. Vi skal rundt og besøge forskellige blockchain start up miljøer og Innovation Center Denmark, som hjælper små og mellemstore virksomheder med at komme ind på det amerikanske marked og danske forskere med at forstå, hvad der sker i Silicon Valley. Og Amazon som arbejder på at lave en block chain service i forbindelse med e-handel og det er interessant for vores uddannelse i e-handel,” siger Peder Rudbeck.

Hver gang KEA Digital går i dybden med et emne i KEA Tech Lounge, tager de al den viden, de får og koger sammen til en maggi-terning, som de tager ud og deler ud af på KEAs andre uddannelser og programområder.

Ligesom den siver ud til virksomhederne – ikke mindst i kraft af de studerende.

”Når man er en produktionsvirksomhed tager man fat i det, man kender, og det der virker, men her på KEA skal vi uddanne de studerende til at være nysgerrige og til at afprøve nye metoder og teknologier, som er hypede og finde ud af om de virker. Det er måde hvorpå, vi på KEA kontinuerligt får ny viden, og virksomhederne for dimittender, som ved, hvad der er op og ned på de nyeste teknologier,” siger Peder Rudbeck.Skærmbillede 2018 06 07 kl. 13.27.21

HER KAN DU SE EN VIDEO AF DE STUDERENDE, DER SPILLER DET SPIL, KEA SKAL OVER OG VISE FREM PÅ BL.A. BERKELY, STANFORD OG DET DANSKE INNOVATIONSCENTER I SILICON VALLEY.