Hvordan får man endnu flere danskere til at køre på strøm, og hvordan kan Clever samarbejde med andre virksomheder, der vil styrke deres CSR-profil? Det har KEAs internationale designteknologer givet deres bud.

Clever producerer ikke selv elbiler, men de sørger for, at man kan tanke strøm på dem – derhjemme eller på de standere, der er opsat over hele landet. Og så er de markedsførende i Skandinavien. Alligevel ville den danskejede virksomhed gerne høre, hvordan de internationale designteknologstuderende på 1.semester tænker, at man kan inspirere endnu flere danskere til at køre på strøm, og hvordan Clever bedst samarbejder med andre virksomheder.

Det blev blandet andet til et event på KEA Guldbergsgade, men inden da præsenterede de studerende deres løsninger for blandt andre Christina Lyse Laursen, Key Account Manager hos Clever, som var meget overrasket over resultatet:

”Vi har fået meget mere ud af det, end jeg havde regnet med. Jeg synes virkelig, de studerende er dygtige. Ikke mindst på det visuelle, men også i forhold til potentielle influencers og virksomhedssamarbejder. Clever nyder stor succes, og vi gør allerede mange ting, men de studerende var gode til at finde nogle huller, hvor der er et potentiale for os. Så vi glæder os rigtig meget til udvælge de bedste ideer og præsentere dem for vores kolleger.”

Hvad er det for eksempel?

”Vi skal kigge på Instagram. Igen. Det er måske mere vigtig, end vi har prioriteret. Især er det interessant, hvordan man kan bruge Instagram på en educational måde. Det var i det hele taget super godt at høre, hvad den unge målgruppe tænker som slutbrugere, og de unge er netop kommende slutbrugere.”

De studerende foreslog blandt andet et samarbejde med taxafirmaet 4x35, og steder såsom Tivoli, biografer, museer, indkøbscentre og hotelkæder, hvor man opholder sig relativt lang tid, og derfor kan lade imens.

For virksomhederne kan det være med til at styrke et grønt image og måske også få dem til at blive længere, hvis bilen lige skal lade færdig.

Christina Lyse Laursen var også imponeret over det event, som en af grupperne fik til opgave at skabe og afholde, og som tjente som et eksempel på, hvordan Clever selv kan lave events.

Skærmbillede 2018 12 19 kl. 18.29.12ELECTRIP foregik i konferencesalen på KEA Guldbergsgade og bød blandt andet på en mythbuster Kahoot og debat mellem PR ansvarlig hos Clever, Henrik Skyggebjerg, og Jesper Balslev, forfatter til bogen ’Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse’ samt ph.d. stipendiat om det politiske grundlag for digitaliseringen af undervisningen i Danmark.

Det første spørgsmål i debatten var det, de fleste gerne vil have svar på, når det kommer til elbiler: Er det rigtigt, at produktionen af elbiler forurener mere end konventionelle biler?

Henrik Skyggebjerg fra Clever slog med det samme fast, at ja det er det:

”Det er mere miljøbelastende at producere - eller rettere vække - batteriet til en elbil. Det skal lades op 10 gange, før det vågner, til gengæld forurener elbiler ikke, når de kører, heller ikke indirekte når al den strøm, der kommer ud af kontakterne i Danmark, på et tidspunkt bliver 100 procent grøn. Og når en elbil har kørt 50.000 kilometer, går den break even i miljøregnskabet, mens forureningen fra benzin- og dieselbiler stiger mere og mere over tid.”

Med andre ord er elbilen mindre miljøbelastende end konventionelle biler efter 50.000 kilometer.

En studerende ville vide, om batterierne kan genbruges?

”Ja, det kan de, og der er gang i mange spændende projekter rundt om i verden , ikke mindst Holland,” svarede Henrik Skyggebjerg og fortalte, at brugte batterier fra elbiler kan samles i ’bunker’ og bruges til at gemme energi. Og det er super vigtigt, fordi næsten al den grønne energi, der produceres om natten fra ikke mindst vind pt. går til spilde.

En anden studerende spurgte Jesper Balslev om digitalisering er bæredygtigt?

”Nej,” svarede Jesper Balslev. ”Det er ikke bæredygtigt på nogen niveauer. Digitalisering er immateriel, og bliver anset som en uendelig ressource, mens eksempelvis biler er særdeles håndgribelige – vi kan se og lugte dem – og det er nemt at lovgive om dem. Vi blev alle meget stolte, da Facebook og Google annoncerede, at de ville lægge datacentre i Danmark. Men de datacentre kommer til at bruge enorme mængder energi. Sagen er tværtimod, at hvis vi vil være bæredygtige, så skal vi skære dramatisk ned på vores digitale forbrug af billeder, Facebook, Netflix, kommunikation og ikke mindst lagring af emner,” sagde Jesper Balslev.

Træerne gror altså ikke ind i den digitale himmelsky. Vores digitale vaner koster derimod enorme mængder energi og trækker store veksler på vores klode.

”Vi vil have mere og mere data, flere og flere devices og stærkere og stærkere computere, men det kræver alt sammen energi, og det er ikke bærdygtigt. Vi er som panikramte strudse: Vi har hovedet i begravet i SoMe, mens alle de største hjerner i verden prøver at få os til at gøre noget,” sagde Jesper Balslev.

For Henrik Skyggebjerg er der ingen tvivl om, at Clever er en digital virksomhed:

”Og jeg tror på, at teknologien kommer til at løse vores klimaproblemer, men vi skal ikke digitalisere for digitaliseringens skyld.”