Udover to årlige optag på uddannelsen til automationsteknolog øges undervisningen i robotteknologi med 400 procent.

Vær opmærksom på, at denne nyhed er fra 2018. Vi udbyder ikke længere Automationsteknolog om vinteren.

Der er kæmpe efterspørgsel på automationsteknologer fra erhvervslivet, og dimittenderne fra Automation på KEA er i høj kurs hos en af markedets største spillere, nemlig NNE, en ingeniørvirksomhed indenfor Novo Nordisk koncernen, der laver projekter for farmaceutiske virksomheder:

”Jeg har haft stor gavn af automationsteknologer fra KEA. Deres viden om automationssystemer blandet med for de flestes vedkommende en praktisk baggrund er et perfekt match for os. Teknologernes forståelse for vores forretning og pro-aktivitet i forhold til kunder og tekniske udfordringer er nogle af de gode kompetencer, de kommer med. Fremadrettet vil vi stadig få brug for automationsteknologer og vil stadig gerne understøtte praktikanter og afgangsprojekter,” siger Christian Dræby Sessingø, Director, Fill Finish Automation hos NNE.

Jannik 1Jannik Peytz var i praktik hos NNE og blev efterfølgende ansat:

"Da jeg skulle ud og vælge praktikplads valgte jeg målrettet NNE, som jeg allerede godt kendte og kunne se mig selv arbejde for senere hen. Jeg var så heldig at kunne fortsætte efter jeg havde afsluttet uddannelsen og har været her lige siden.”

NNE arbejder med små daglige projekter til projekter der strækker sig over flere år, hvor man for eksempel bygger en ny fabrik op fra bunden af.

Jannik Peytz er ansat som ’Automation Engineer’ i den automationsafdeling, der står for færdigvare på fabrikkerne, og han gør dagligt brug af en stor del af det, han lærte på uddannelsen.

”Et af de første projekter jeg fik, var at programmere en række nye PLC’er (Industricomputere) til en opdatering af et vandanlæg på en ældre fabrik. Da vi på KEA benytter noget af den nyeste hardware, følte jeg mig fuldt klædt på til opgaven, og hvordan jeg skulle løse den.”

Selvom NNE er en ingeniørvirksomhed, er der ikke kun ingeniører ansat.

”I min afdeling er vi for tiden seks automationsteknologer, og det skaber en god balance, da vi kommer med en mere praktisk tilgang til tingene," siger Jannik Peytz.

Der er kæmpe efterspørgsel på automationsteknologer fra erhvervslivet, så muligheden for også at kunne optage studerende med studiestart i forårssemestret glæder uddannelseschef på KEAs tekniske område Ole Richter:

”Det er en glad uddannelseschef, der nu kan imødekomme efterspørgslen også fra små og mellemstore automationsvirksomheder. Samtidigt med dette tiltag har vi revideret studieordningen, hvilket betyder en markant udvidelse af undervisningen på robotområdet.”

KEA har netop modtaget to fuldt ud virksomme automationsanlæg til undervisningsbrug kvit og frit fra firmaet KLS Nordic som leverer til pharmaindustrien.

”Det er min forventning, at vi har et fuldautomatisk anlæg kørende i vores undervisningsmiljø til semesterstart i foråret 2019. Det vil give de studerende en ekstra god træningsfacilitet til gavn for samfundet og til glæde for vores studerende,” siger Ole Richter.

Søg og læs mere her.