På KEA kårer vi hvert år Årets Underviser. I løbet af den kommende tid afslører vi løbende de ti nominerede. Vinderen afsløres på KEAs medarbejderdag den 12. oktober

Entusiastisk.

Blå bog: Anders Heigren Bagge

  • Underviser på KEA Byg
  • Har været på KEA i 2,5 år
  • Uddannet bygningsingeniør fra DTU, dimitteret 2007.
    Herefter ca. 10 år i rådgiverbranchen hos nogle af de store rådgivervirksomheder, inden for infrastruktur. Har bl.a. arbejdet på store projekter som Cityringen og København-Ringsted banen. Har herudover været involveret i flere projekter med klimasikring af de store byer. Efter 10 år i branchen var det tid for mig at prøve noget nyt, og jeg har altid været nysgerrig på undervisningsbranchen. Jeg tog skridtet og blev ansat som underviser på KEA, og følte mig faktisk meget hurtigt hjemme i klasselokalerne.

jon chill

Er det ord, der ofte går igen i de mange indstillinger, der har sikret Anders Heigren Bagge en nominering til titlen som Årets Underviser på KEA. Anders er den fjerde nominerede ud af ti.

"Alle mennesker har i deres skoletid haft undervisere/lærere, som de altid vil huske. For mig har disse lærere altid været dem, som har formået at fremlægge deres fag med passion og entusiasme. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er tyske verber, dobbelte integraler eller engelsk litteratur – hvis læreren formår at undervise med passion, bliver det sjovt at lære. Jeg husker selv tydeligt de par lærere, jeg havde i gymnasiet, som formåede at vække min interesse for naturvidenskab, fordi de havde en stor passion for deres fag og det at formidle deres viden. De var en kilde til stor inspiration for min videre uddannelse. Det er denne slags underviser, jeg gerne vil være. Den største kompliment, jeg som underviser kan få, er, når de studerende siger, at de bliver inspireret af min undervisning. Jeg oplever det som et kompliment til måden, hvorpå jeg leverer undervisningen." forklarer Anders og tilføjer:

"I bund og grund handler det om, hvad der har virket for mig gennem mit liv. Hvornår har jeg følt mig mest inspireret og dermed naturligt haft lyst til at lære og være nysgerrig på nye ting. Det er dette jeg stiler efter at give videre til mine studerende."

Hvad er specielt ved din måde at undervise på?

"Det der er specielt ved min undervisning er, at den er min. Den er præget og formet af alt det, jeg på godt og ondt har lært gennem livet. Det vigtigste i livet er tilknytning, og derfor er mit højeste mål at møde mine elever lige dér, hvor de er både fagligt og menneskeligt, så jeg kan støtte og udvikle dem bedst muligt.

Jeg har nogle simple grundfilosofier, jeg arbejder ud fra:

  1. Det skal være sjovt at gå på arbejde (eller i skole for de studerenes vedkommende)
  2. Vi skal alle lære noget nyt hver dag.
  3. En god forberedelse kan ikke undervurderes
  4. Vær ydmyg over for dit fag og respektfuld over for de studerende.
  5. Hav ja-hatten på så ofte som muligt." siger Anders, der også føler en særlig 'connection til sine studerende.

"Jeg tror heldigvis ikke, at jeg er vokset helt fra min ungdom, for jeg synes, at jeg kan relatere til mine studerende, og hvad det vil sige at være ung med alt, hvad det byder på af både godt og skidt. Det tror jeg er en stor force i min undervisning. Been there, done that – feels like it was yesterday. "

En af dine studerende har i sin indstilling udtalt følgende om dig og din undervisning. "Anders er utrolig dygtig til at formidle på en engagerende og inspirerende måde. Hvis man kan gøre undervisning i kloaksystemer og varmepumper spændende, så er man en dygtig underviser :-) […] Han giver lyst til at byde ind og deltage aktivt og svarer enormt sagligt og inkluderende på alle spørgsmål.” Hvad tænker du om den udtalelse?

"Det rør mig, at mine studerende ser, og opfatter min undervisning, i den ånd den er leveret. Jeg går meget op i, at afstanden mellem mig som underviser og mine studerende er meget kort, så jeg hele tiden kan være opmærksom og nysgerrig på, om det jeg formidler giver mening. Jeg oplever, at mine studerende løbende giver mig feedback, og det jeg oplever fra dem, bliver jeg i særdeleshed bekræftet i med denne nominering.

Så det føles da som et kæmpe skulderklap, at nogen rent faktisk synes, at det ER inspirerende. Det er netop det, jeg stræber efter, og hvor er det bare fedt, når det lykkes!" siger Anders Heigren Bagge, der naturligvis er meget glad for at blive nomineret.

"Det er jo en kæmpe anerkendelse af, at jeg gør noget rigtigt. Så det er jeg rigtig stolt af. Det faglige niveau, vi har på lærerværelset på BYG, gør os alle til bedre undervisere, og det er fuldstændigt uvurderligt at have så stærkt et hold omkring sig i dagligdagen. Sparring og interaktion med kollegaer er alfa-omega for en velfungerende arbejdsplads." slutter Anders.