KEAs mentorship-ordning er en kæmpe succes. Ikke mindst blandt internationale studerende og mentorer, hvilket er med til at sikre at de internationale studerende bliver i Danmark og får job.

Ud af 62 mentees er hele 52 internationale studerende, mens 25 ud af 49 mentorer kommer fra andre lande end Danmark.

Toni Prodan er tidligere KEA-studerende og arbejder nu som Transformation Consultant i Danske Bank og er samtidig mentor for Amelia. For ham handler mentorrollen om at kunne give tilbage og “ at KEA-dimittender opretholder hvad jeg anser for gode værdier og færdigheder, så de kan blive topspillere på arbejdsmarkedet og dermed opretholde det positive image, som de bedste studerende i Business Economics and IT på KEA har.”

Toni Prodans oprindelige antagelse var, at mentor-mentee forholdet skulle handle om rådgivning og vejledning, men det var ikke tilfældet med Amelia. Det blev også til et venskab.

”Derfor er det bedste ved programmet, at det giver mulighed for at hjælpe en ven med at udforske og forfølge sine professionelle drømme samt at udvide deres vidensunivers både med hensyn til Danmark og de forskellige aspekter af livet som nyuddannet,” siger Toni Prodan, som kommer fra Rumænien, og tilføjer:

”Du skal være opmærksom på, at som mentor er du der for at guide, men det er ikke dit job at træffe beslutninger for din mentee. Du skal til alle tider forsøge at være objektiv, og hvis personlige meninger og holdninger forekommer, bør mentee altid være den, der træffer beslutningen.”

Amelia studerer også Business Economics and IT og det bedste ved at have en mentor har for hende har været at få hjælp fra en, som har været i samme situation som hende:

“Toni gav mig gode råd I forhold til at skrive mit CV, identificere de områder jeg gerne vil arbejde indenfor, søge job og udvide mit netværk. Det betyder, at jeg har fået en meget klarere ide om min fremtidige karriere, og hvad jeg skal gøre for at opnå den.

Anne-Lise Jacobsen, som er Head of Creative og designer hos Saxo.com, valgte at blive mentor, fordi den sparring man kan tilbyde som mentor kan noget helt særligt:

”Jeg husker alle de processer, jeg gik igennem som studerende, og jeg savnede ofte at have nogen, jeg kunne spare og dele mine ideer, tvivl og frygt med - uddannelse og karriererelateret. Nogen der ikke var lærer, familiemedlem eller ven, men nogen med et andet synspunkt, en person, der ikke ville dømme, men snarere inspirere og bringe motivation tilbage, når det var nødvendigt. Og nu hvor jeg har nået et mere afbalanceret liv, føler jeg, at det er min pligt at hjælpe studerende og alumner.” 

Billede1Hvad er det bedste ved at være mentor?

 ”Det er den energi, der kommer ud af mentorskab for begge parter. Hver session er unik. Nogle kan være hårde og andre nemme, nogle vil være lidt desperate, mens andre vil være fulde af håb og tillid. Det svinger som tiden går, ligesom livet hos en studerende eller en alumne. Men hvorom alting er, så er det en fantastisk chance at kunne gøre en forskel i et menneskes uddannelsesmæssige og professionelle rejse,” siger Anne-Lise Jacobsen og fortsætter:

”Det er en god anledning til at komme lidt væk fra arbejdet, samtidig med at man gør et meget meningsfuldt stykke arbejde. Og så giver det mig en afgørende indsigt i, hvordan man styrer et team af kreative sind, hvordan man får dem til at tænke længere og ud af kassen. At møde unge kreative talenter, følge og styre dem gennem deres personlige, uddannelsesmæssige og professionelle projekter er bestemt en måde for mig at få nye ideer til, hvordan jeg udvikler mit eget arbejde,” siger Anne-Lise som er halvt dansk, men har ikke altid boet i Danmark.

1Og det med at få råd fra en, som har prøvet at flytte til Danmark, er noget af det, Mihael Sandro sætter stor pris på som international studerende på Multimedia design and communications på KEA. 

”At have en mentor har givet mig indsigt i den danske arbejdspladskultur - især i forhold til CV og portefølje. For alle internationale studerende, der planlægger at blive og arbejde i Danmark, kan en mentor virkelig give dig værdifuld indsigt i, hvad du skal gøre og måske endnu vigtigere, hvad du ikke skal gøre.” 

Og det er lige præcis hensigten med mentorprogrammet, lyder det fra Eva Valcke, chef for Studieservice på KEA:

”På KEA har vi fokus på at fastholde vores internationale studerende på det danske arbejdsmarked. Mentorforløbet, hvor KEA’s alumni stiller op som mentorer for internationale (og danske) studerende er et meget værdifuldt, eftertragtet og effektivt tilbud i den sammenhæng. Som mentee får den internationale studerende en mentor, som kender til de ofte skjulte regler på det danske arbejdsmarked, en person som kan give sparring på CV og ansøgning og som har et netværk, som menteen kan drage nytte af”.

Du kan læse mere om KEAs mentorprogram her.