120 studerende på Design & Business har på kun otte uger udviklet hele 40 startups i et anderledes læringsforløb, hvor de studerendes forretningsideer valideres ved pretotypes og salg – inden produktet er på markedet.

Glem alt om fokusgrupper – det er bare holdninger. Er folk rent faktisk villige til at klikke ’Betal’ på Mobilepay? Er investorerne klar til at skrive under? Dét kan fortælle dig, om din forretningside rent faktisk holder.

Hele processen på ’Project Start-up’ på Design & Business er et intens forløb, hvor de studerende begynder med at trend-researche, for derefter at udvikle fremtidsscenarier, idéeudvikle og skabe pretotypes (ikke prototyper) som de hurtigt kan validere, ved at kunderne rent faktisk køber - eller tror de køber - produktet eller ydelsen.

Skærmbillede 2023 09 20 kl. 10.21.30Tasker af telte

En af de virksomheds-ideer, der solgte mest på seks uger, var tasker lavet af tekstiler fra aflagte telte indsamlet på festivaler. Udover at bruge eksisterende materialer, bliver taskerne kun produceres som made-to-order – altså ingen unødig produktion.

Gruppen bag taskerne var først omkring tøj af teltene, men fandt ud af, at der allerede fandtes to brands, der gjorde det. Men istedet for at skrotte ideen, tweekede de den til tasker – og det er også en vigtig pointe i forløbet: Din ide findes formentlig allerede derude, men i stedet for at give op, så prøv at tweek den – ofte skal der ikke så meget til.

Skærmbillede 2023 09 22 kl. 11.53.26Aktier i egen bolig

En anden gruppe, der har oplevet stor interesse, er Own, et boligfællesskab, hvor studerende investerer i anpart af egen studiebolig og får en del af overskuddet, når anparten sælges. For 100.000 kan man købe en aktie, som giver fortrinsret til en SU-venlig bolig med en husleje på max 4.000 om måneden.
Også businesstøj på abonnement til dem der arbejder i erhvervslivet indenfor fx kontor, revision, bank og finans mødte stor interesse. Det er kærkomment for dem, som er nødt til at klæde sig på en særlig (konservativ) måde, som måske ligger et stykke fra ens egen personlige stil. Det sparer både tid og penge.

Skærmbillede 2023 09 22 kl. 11.55.03Syge symaskiner og kreativt fællesskab

En anden abonnementløsning, som vakte begejstring hos underviserne, var Sewscribe, der giver ubegrænset til førsteklasses syfaciliteter. Et rum for kreativitet, læring og fællesskab – og ikke mindst maskiner, som de færreste har råd og plads til derhjemme.

Sewacribe taler ind i ’craft’ tendensen, der eksploderede under pandemien, og som også skaber incitament til at reparere snarere end at smide ud. Ligesom vi har en tendens til at passe bedre på tøj, vi selv har skabt og beholder det længere. I tilgift skaber det rum for fællesskab og er dermed en modgift til ensomhed.

Hvis du skal lykkes, gælder det om at ’fail fast and cheap’

 

Skærmbillede 2023 09 22 kl. 12.27.44Jesper Thisted er underviser, og han fortæller, at forløbet i høj grad vender det gængse på hovedet, fx ved at mærke markedet uden at spørge kunderne:

”Man kan ikke stole på, hvad kunderne siger – du skal få dem til at hive kreditkortet op, eller noget der minder om det.”

Idegrundlaget er i høj grad inspireret af Googles innovations agitator og forfatter til ’The right it – why so many ideas fail, and how to make sure yours succeed’ Alberto Savoia. Hans tese er, at langt de fleste nye ideer falder til jorden. Så hvis du skal lykkes, gælder det om at ’fail fast and cheap’ – altså lynhurtigt få en reaktion fra markedet. Prøve noget af, få en reaktion, prøve igen og få en reaktion.  

Derudover var undervisningen også markant anderledes. Hver uge begyndte med et oplæg for hele holdet, men resten af tiden fungerede underviserne som mentorer, og hver gruppe kunne vælge en ekspert og få individuel coaching og undervisning tilpasset det, den enkelte gruppe havde brug for dag for dag, uge foruge.  

”Det stiller store krav til både underviserne og de studerende, men det gav også større studentertilfredshed, og de studerende brugte mange flere timer på deres studie,” siger Jesper Thisted, som også var nomineret som Årets Underviser 2023.

Tog på værtshus

Hver mandag gik hele holdet på værtshus – uden nødvendigvis at drikke alkohol – og fik oplæg fra andre iværksættere. Ligesom der til slut var besøg fra to garvede iværksætter-eksperter, som begge var ret betagede af innovationsniveauet og forretningsmulighederne.

”Den ene sagde, at var bedre end det, de plejer at se,” siger Jesper Thisted.

Desværre kom der ikke umiddelbart virksomheder ud af forløbet, fordi de studerende skulle fortsætte direkte i praktik. Men flere af grupperne indikerede, at de gerne ville tage det op på et senere tidspunkt herunder gruppen med businesstøj på abonnement.

Forløbet kører igen til foråret.