På PBA i Digital Konceptudvikling har de netop rundet 100 virksomhedsprojekter siden starten i 2010. Samarbejder hvor virksomheder såsom LEGO får løst en konkret problemstilling, og de studerende får lov at bruge deres kompetencer.

Det er en imponerende liste. Ikke bare fordi den er lang, men også fordi den består af spændende velrenommerede virksomheder såsom Nykredit, Meyers, Henrik Vibskov, Dagbladet Information, Carlsberg og BIG.

”Samarbejde med erhvervslivet er kernen af det, vi laver på KEA. Og denne milepæl med  mere end 100 virksomheder - alene på Digital Konceptudvikling – er et helt konkret bevis på netop det,” siger underviser Sjur Østerberg Øverli.

De studerende arbejder hvert semester med en række virksomheder. Alle virksomheder briefer de studerende i forhold til de udfordringer eller opgaver de ønsker løst, hvorefter de studerende kan udfolde deres kompetencer og komme med løsningsmodeller på udfordringerne. Og det er nærmere reglen end undtagelsen, at de studerende kan opleve deres ideer ført ud i livet i den virkelige verden.

Lige nu arbejder de studerende på at udvikle og aktivere en ny kommunikationsplatform for Toms og brandet GaJol. Det kan du læse mere om her på KEA.dk inden længe.