"...jeg startede hos det danske tøjbrand Hofmann Copenhagen, hvor jeg kom til at arbejde rigtig meget med PR, og dette førte mig så videre til rollen som PR og Marketingkoordinator hos Billi Bi. Dernæst PR & Marketing Manager hos Carré Jewellery, og nu er jeg så hos Sif Jakobs Jewellery som head of PR & Marketing på snart andet år."

Nanna Louise Lucas er uddannet i PBA Brand Design i 2015. I dag arbejder hun som Head of Marketing & PR hos Sif Jakobs Jewellery. Vi har snakket med hende om KEA og karrieren.

Q & A:

DEt OM Kea...

Q: Hvordan vil du beskrive KEA med ét ord?  
A: "Alsidig"

Q: Hvad var dit yndlingsmodul/eller din yndlingsunderviser?
A: "Det som jeg fandt mest spændende på KEA var, at arbejde med virksomhedscases, hvor vi arbejdede med en konkret case i samarbejde med en virksomhed. Her fik vi mulighed for at arbejde med de forskellige teorier vi havde lært i praksis, for så at præsentere det endelige resultat for virksomheden."

Q: Hvad er dit yndlingsminde fra KEA? 
A: "Da jeg læste PBA i Brand Design, skulle vi på et tidspunkt vælge valgfag, og alle, inklusiv mig selv, ville gerne have Adobe pakken som valgfag. Der var naturligvis ikke plads til alle på det valgfag så nogen af os måtte komme på vores 2. eller 3. prioritet. Jeg havde som 3. prioritet valgt et præsentationskursus (i mangel af bedre ;-) ) og selvfølgelig endte jeg med at komme på præsentationskurset og ikke Adobe valgfaget. Jeg forbandede det langt væk og gruede for at skulle tage alene afsted - alle mine veninder var kommet på Adobe valgfaget. Det endte dog med at være en kæmpe succes og jeg lærte så meget over de uger det forløb, jeg fik meget mere tiltro til mig selv og mine evner til at tale i store forsamlinger, og jeg bruger det stadig den dag i dag, når jeg for eksempel skal præsentere for vores investorgruppe eller skal præsentere en kampagne for hele virksomheden."

Q: Hvis du kunne gå tilbage i tiden og ændre en ting fra dine studier på KEA, hvad ville det så være og hvorfor?
A: "Jeg ville være lidt bedre til at få læst op og få lavet mine lektier…. "

IMG 1544

DET KARRIERE-RELATEREDE...

Q: Hvad var dit første job efter dimissionen fra KEA og hvordan fik du det? 
A: "Da jeg dimitterede fra KEA var jeg meget i tvivl om i hvilken retning jeg ville gå, og jeg havde ikke helt den store tiltro til mine evner indenfor branding og markedsføring. Jeg havde et studiejob i en tøjbutik, og da de skulle til at lancere en webshop, så jeg straks muligheden for at tage del heri og få testet mine evner af. Herefter gik det stærkt og jeg startede hos det danske tøjbrand Hofmann Copenhagen, hvor jeg kom til at arbejde rigtig meget med PR, og dette førte mig så videre til rollen som PR og Marketingkoordinator hos Billi Bi. Dernæst PR & Marketing Manager hos Carré Jewellery, og nu er jeg så hos Sif Jakobs Jewellery som head of PR & Marketing på snart andet år."

Q: Hvad ville du gerne være da du var yngre og hvordan passer det med det du laver i dag?  
A: "Ligesom de fleste, var jeg igennem flere forskellige faser af ting jeg gerne ville være. Først var der den fase hvor jeg var fast besluttet på at jeg skulle eje min egen badetøjsforretning. Tror nu mest det var på grund af alle de farverige badedragter. Da jeg blev lidt ældre, havde jeg en drøm at blive journalist. I dag er sprog og kommunikation en stor del af hvad sidder med til dagligt, så på mange måder passer det meget fint til hvad jeg laver i dag."

Q: Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud som Head of Marketing & PR hos Sif Jakobs Jewellery?
A: "Der findes ikke en typisk arbejdsdag i min rolle, og det er derfor jeg elsker mit job! Mine dage er alsidige, og jeg har mange forskellige hatte på. Min rolle som Head of Marketing & PR er en strategisk rolle. Jeg har et team under mig som består af en marketingassistent, en in-house fotograf, en PR assistent og en studentermedhjælper, som alle hjælper med at eksekvere de forskellige tiltag i marketingafdelingen.  

Udover at besvare tonsvis af emails, består mine dage blandt andet af kampagneplanlægning og eksekvering, SoMe planlægning, planlægning af eventuelle photoshoots og events, strategiske møder med vores Creative Director og CEO, E-commerce team og så selvfølgelig mit eget team."

Q: Hvad er det bedste ved din karriere? 
A: "Det er, at den bliver ved med at udvikle sig i forskellige, spændende retninger."

IMG 1263

DET PERSONLIGE...

Q: Kan du fortælle os en sjov/anderledes ting om dig selv, og hvordan du bruger den i dagligdagen? En kompetence eller en ting kun få kender til.

A: "På KEA snusede jeg til Adobe programmerne, men fik aldrig lært rigtigt at arbejde i dem. Det har jeg så efterfølgende lært mig selv, og bruger dem hver dag. Det er en kæmpe fordel for mig, og har også været en fordel i tidligere jobs hvor man ellers outsourcede grafiske opgaver. I dag råder jeg altid mine praktikanter at få lært det basale i Adobe pakken, da man kan komme rigtig langt med de egenskaber i en marketingrolle."

Q: Hvad er din favoritbog at læse eller podcast at lytte til? 

A: "Jeg lytter til rigtig mange forskellige podcasts, for nyligt anbefalede min kæreste mig “Desert Island Discs”. En fantastisk BBC podcast, hvor kendte/betydningsfulde mennesker fortæller om deres liv og hvilke 10 numre de ville medbringe på en øde ø. Jeg har lyttet til den med Stella McCartney et par gange nu og er meget fascineret af hende. "

Q: Hvilken personlig præstation er du mest stolt af, og hvorfor?

A: "Jeg er stolt af, hvor jeg er nået til i min karriere. Skole har aldrig sagt mig meget, og dårlige karakterer har gennem tiden medført dårlig selvtillid i forhold til min karriere. Da jeg dimitterede fra KEA havde jeg virkelig ringe tiltro til mig selv og mine evner, og ville aldrig nogensinde have troet mig selv, hvis jeg havde sagt, at jeg en dag ville sidde i stillingen som Head of Marketing i en stor dansk virksomhed."

Q: Hvis du kunne vælge at gøre hvad som helst i løbet af én dag, hvad ville du så vælge at gøre,og hvorfor? 

A: "Jeg ville løbe en tur. Jeg sidder ned foran en computer hver dag, og motion giver mig så meget energi til, at klare min til tider ret travle hverdag."

Q: Hvis du kunne spise middag med fire personer, levende eller døde, hvem ville du så vælge, og hvorfor? 

A: "Jeg ville spise en lækker vegetarisk middag med Linda og Stella McCartney. Linda var den første kvindelige fotograf der fik et foto på forsiden af Rolling Stones magasinet, og udover at være en fantastisk dygtig fotograf, var hun også forud for sin tid når det kom til at leve plantebaseret.  

Hendes datter Stella McCartney, kan jeg kun forestille mig må have haft et spændende liv. Hun er vokset op med kreative, dygtige forældre der var så meget forud for deres tid, hvilket også tydeligt afspejler sig i hendes eget brand, som beskrives som værende et “vegetarian brand”. Stella McCartney har aldrig brugt fjer, læder eller pels.  

Jeg ville også spise middag med Suse, min kærestes mor, som jeg desværre kun nåede at møde én gang, før hun gik bort sidste år. En fantastisk, inspirerende kvinde der 3 uger inden sin død færdiggjorde en Master i Urbanism. En uddannelse hun primært havde taget fra sin seng, mens hun kæmpede mod kræft. Vi ville nok have talt om løb - Suse vandt i 2021 The National Senior Women’s marathon i Irland samt hendes karriere som social worker, hvor hun arbejdede med udsatte unge.  

Miuccia Prada fordi hun har formået at gøre Prada til, hvad Prada er i dag. Hun har en fantastisk stil og så er jeg sikker på, at hun kan fortælle mange historier fra sit liv, hvor hun blandt andet har været en del af kvindebevægelsen i 70’erne. "

Q: Hvilket godt råd vil du give KEA studerende eller andre KEA Alumne?

A: "Vær engageret i både de sociale og faglige aktiviteter på KEA, og sørg for at udvikle et godt netværk – og så selvfølgelig, hvis du gerne vil arbejde med markedsføring – lær Photoshop og InDesign! ;-)"