”I bund og grund går mit job ud på at begrænse brug af energi, vand og affald samt sikre en stærkere intern kultur omkring bæredygtighed.” sådan beskriver Philip, som er uddannet Energiteknolog & Energimanager fra KEA, sin typiske arbejdsdag som Circular Factory Supporter hos Novo Nordisk.

Philip Røtting Birkedal Poulsen dimitterede fra uddannelserne Energiteknolog i 2021 og Energimanagement i januar 2023. I dag arbejder Philip som Circular Factory Supporter hos Novo Nordisk. Vi har snakket med Philip om hans tid på KEA og hans karriere.

Q & A: 

DEt om KEA...

Q: Hvordan vil du beskrive KEA med ét ord?  
A: "Alsidig"

Q: Hvad var dit yndlingsmodul og/eller din yndlingsunderviser? 
A: "Robert Schønrock Nielsens undervisning i videnskabsteori var både uoverskuelig og skræmmende i starten. Det tog lang tid for mig rigtig at forstå, hvad det var. Jo mere vi arbejdede med det, desto mere gav det mening, og til sidst blev det rygsøjlen i flere af mine opgaver."

Q: Hvad er dit yndlingsminde fra KEA?
A: "Vi var i forbindelse med uddannelsen på studietur til Island. Det var en fantastisk smuk og barsk natur. Fra et energimæssigt perspektiv var det interessant, at islændingene på den ene side har et af verdens reneste energimiks, men at de på den anden side også har en vis ødslen med varme og energi. Det mindede mig om, at jeg som dansker også er ramt af en vis privilegieblindhed."

DET KARRIERE-RELATEREDE...

Q: Hvad var dit første job efter dimissionen fra KEA, og hvordan fik du det? 
A: "Mit første job er mit nuværende. Jeg startede med at søge job allerede 5-6 måneder før dimissionen, men allerede 3 måneder før, så jeg jobopslaget på Circular Factory Supporter hos Novo Nordisk på LinkedIn, og det matchede min profil 1:1. Jeg søgte med det forbehold, at jeg lige skulle skrive min bacheloropgave ved siden af, og heldigvis kunne min nuværende chef mærke min motivation. Så efter en længere ansættelsesproces, kunne jeg starte min onboarding i november 2022."

Q: Hvad ville du gerne være, da du var yngre, og hvordan passer det med det, du laver i dag? 
A: "Jeg ville gerne være iværksætter. For mig er det en facinerende tanke at ens professionelle resultater hovedsageligt afhænger af ens egne kompetencer. Jeg har dog endnu ikke forfulgt det direkte, da jeg har fundet ud af, at jeg kan udforske meget af det samme i en organistaion som Novo Nordisk."

Q: Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud som Circular Factory Supporter hos Novo Nordisk? 
A: "En typisk arbejdsdag for mig ser sjældent ens ud. I bund og grund går mit job ud på at begrænse brug af energi, vand og affald samt sikre en stærkere intern kultur omkring bæredygtighed. Jeg er ansat på en stor fabrik med omkring 1000 medarbejdere, og det er her, jeg finder mine projekter. Det gør jeg typisk ved en god blanding mellem intern analyse, eksterne samarbejder, inspiration og tæt samarbejde med tilsvarende fabrikker andre steder i verden."

Q: Hvad er det bedste ved din karriere? 
A: "Det bedste ved min karriere er helt klart, at det giver mening! Det er et fantastisk privilegie at være med til at gøre en forskel, og dét er noget, der motiverer mig meget."

 

Det personlige... 

Q: Kan du fortælle os en sjov/anderledes ting om dig selv, og hvordan du bruger den i dagligdagen? 
A: "Jeg har blandt andet været med til at starte en mindre festival. De første par år skulle vi bygge alt op fra bunden på en mark, Dvs. vi skulle selv bygge bar, scene, booke kunstnere, lave program, plakater m.m. Det var helt vildt sjovt, og det var mega meget arbejde for en enkelt dag, men det har generelt styrket min tilgang til at prøve ting af, for oftest kan det lykkes."

Q: Hvad er din favoritbog at læse eller podcast at lytte til? 
A: " Jeg er helt klart mere til lydbøger og podcasts, end jeg er til almindelige bøger. Den største grund til dette er, at man ikke behøver at sidde stille, mens man lytter.

Af bøger, er nogle af de seneste:

  • Gopler ældes baglæns, en bog om aldersforskning
  • Regenerative Leadership, en bog om ledelse og bæredygtighed

Når det kommer til podcasts er nogle af mine favoritter

  • Drømmenes kaptajn om Troels Kløvedal
  • og derudover nyder jeg også Undskyld Vi Roders fantastisk sjove univers.

Q: Hvilken personlig præstation er du mest stolt af, og hvorfor?
A: "Jeg er mest stolt over, at jeg i 2018, sammen med min hustru og datter på dengang 2, havde modet til at sætte alt på pause og tage ud og rejse i 7 måneder. Den pause gav mig inspirationen til at gå i gang med uddannelsen til hhv. Energiteknolog og sidenhen Energimanager, ved siden af min oprindelige karriere som Mediegrafiker." På vores rejse, besøgte vi nogle af de smukkeste steder i verden. Fælles for dem alle var, at de allesammen tydeligt var påvirket af mennesker. For eksempel var jeg ude og dykke ved nogle store Mantarokker på en ø en Indonesien. Her var så meget plastik, at det ikke var til at undgå at mantaerne indtog en del plastik sammen med deres føde. Jeg tog ud sammen med lokalbefolkningen i en lille by i Borneo og dykkede efter skrald i deres havn – Det var skræmmende nemt. Alle steder kunne man bare dykke ned og fylde et net med skrald. Det vækkede en generel interesse hos mig om, hvordan man kunne gøre det bedre…og jeg kunne blive bedre ved at tage en uddannelse som energiteknolog og derefter energimanager.

Q: Hvis du kunne vælge at gøre hvad som helst i løbet af én dag, hvad ville du så vælge at gøre, og hvorfor? 
A: "Jeg ville helt klart lære noget nyt sammen med én, der var dygtig inden for eget felt. Det kunne f.eks. være en skibsbygger eller mekaniker eller noget helt tredje. Tanken om at suge til mig fra de bedste er det sjoveste at bruge min tid på."

Q: Hvilket godt råd vil du give KEA studerende eller andre KEA Alumne?
A: "Vær nysgerrig! Jeg dyrker selv min nysgerrighed - måske nogle gange til det ekstreme. Men det at være nysgerrig og have det mindset, at alle kan lære dig noget nyt, har været en stor hjælp for mig. Det kræver selvfølgelig at man oprigtigt er nysgerrig, men jeg tror, at det kan dyrkes frem, hvis man vil.

Derudover skal man have modet med sig, for alting kommer ikke dumpende ned af sig selv. De gode muligheder skal opsøges og jages, og det gælder sådan set alle aspekter i livet."