Deletjeneste til værktøj, elektrisk hjul der kan transformere enhver cykel til en el-cykel og køb og betal-børnefødselsdage er nogle af de ideer, som studerende på e-design har fået lov at udvikle. Og så har blandt andre HAY vist interesse for en lampe-ide.

Hvis man har en iværksætter i maven, så er modulet Forretningsplan på uddannelsen til e-designer (e står for entreprenørskab) som at vinde i Lotto. På dette modul får de studerende nemlig seks uger til at udarbejde en forretningsplan til en iværksætteride. 

Flere af ideerne har helt sikkert en målgruppe fx deletjenesten til værktøj, hvor man kan leje sit værktøj ud, når man ikke selv bruger det, eller leje i stedet for at købe dyrt værktøj, som måske kun skal bruges én gang. Hvor byggemarkederne kræver høje despositum og mest af alt gør det i store maskiner, så er Rentool.co fra privatperson til privatperson og alle former for værktøj – også de små.

”Flere folk over 40 år og især mænd har oparbejdet en god samling af værktøj igennem årene. Det er disse folk, som vi via vores koncept ønsker at gøre til udlejerne. Derimod har mange unge hverken pladsen eller økonomien til at gå ud og købe diverse værktøjer,” lyder det fra Gruppe 11.

Der skal helst sikkert også være rigtig mange forældre, der gerne vil betale sig fra at få arrangeret og afholdt sjove børnefødselsdage derhjemme, så de kan læne sig tilbage og tage del i festen, mens Just Kidding sørger for alt det praktiske.

Skærmbillede 2019 03 14 kl. 10.14.504Wheel er et elektrisk cykel-forhjul, som øger farten med 40 procent og kan monteres på kundens egen cykel. Ideen opstod fordi alle i gruppen gerne ville have en elektrisk cykel, men fandt dem for dyre. Flere var også rigtig  glade for deres eksisterende cykel. Elektriske forhjul findes allerede på markedet, men de er enten ikke lovlige eller meget dyre. Gruppe 9 vil med deres crowdfundede 4Wheel skabe et lovligt og billigere elektrisk hjul.

Oliver Morgan Overgaard har ikke bare udviklet ide og produkt i form af en utraditionel olielampe, HAY har tilkendegivet, at de gerne vil tage patent på den, og Klassik har vist meget stor interesse.

”Den har fået en rigtig fin modtagelse. Funktionelle olielamper har tit har en triviel udformning uden et æstetisk aspekt,” siger Oliver Morgan Overgaard, som oprindeligt er uddannet møbelsnedker, fordi han gerne ville designe møbler og være den nye Arne Jacobsen. Men han opdagede hurtigt, hvor dyrt det kan være at få produceret i Danmark.

Til gengæld er iværksætterdrømmen stadig i live, og han startede derfor på e-design på KEA:

”Jeg følte mig stærk på designdelen og ville gerne blive lidt klogere på noget af alt det andet, der kræves, når man skal starte firma,” siger Oliver Morgan Overgaard som har skrevet opgaven sammen med studiekammeraterne Bruno de Andrade Nielsen og Frederik Emil Kruse.

Det er faktisk ikke så usædvanligt at få en god ide, det er straks mere kompliceret at få den ført ud i livet – og vide, hvordan man gør det.

De studerende er næste generation af iværksættere, og forretningsplanen skulle derfor formidle forretningskonceptet ved at gøre brug af alt det, de har lært på studiet.

Udover en grundlæggende forretningsplan skulle de studerende vise, at de kan vurdere fordele og ulemper ved opstart af forskellige virksomhedsformer, vurdere idéens bæredygtighed og et designs økonomiske forretningspotentiale.

De skulle også udarbejde budgetter til opstart af projektet samt drift af virksomheden, analysere forsynings- og værdikæde med henblik på at optimere virksomhedens indtjening, udarbejde og vurdere en interessentanalyse, tage forholdsregler for at undgå juridiske faldgrupper samt beregne og estimere forretningspotentialet af konceptet.